Skal du svare på mail efter fyraften?

Mange oplever, at de skal være til rådighed uden for arbejdstiden, men en del af presset kan være selvforskyldt. Derfor skal ledelsen skabe tydelige rammer.

Foto: Monkey Business Images. Modelfoto: Mange oplever, at de skal være til rådighed uden for arbejdstiden, men en del af presset kan være selvforskyldt. Derfor skal ledelsen skabe tydelige rammer.
Læs mere
Fold sammen

Mens varerne kører på kassebåndet, glider øjnene og tommelfingeren over telefonens skærm og åbner en e-mail fra jobbet, og pludselig står det klart, at en ny opgave venter.

4 ud af 10 lønmodtagere oplever, at arbejdet fylder for meget, konstaterer Ugebladet A4. Det er især de 30-39-årige, der kæmper med at få arbejde og privatliv til at spille sammen, så der er tid til begge dele. Og det kan lektor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Peter Nielsen godt forstå.

»Det er nemt at glemme, at dem med små børn har andre forpligtelser end en som mig, hvis børn for længst er fløjet fra reden«, siger han.

Derfor oplever han i sit arbejde ofte, at dem med god tid og masser af luft i hverdagen ikke føler sig klemt af, hvis arbejdet sniger sig lidt ind i privatlivet.

Men det bliver usundt, hvis en e-mail eller et opkald efter fyraften efterlader et pres hos den ansatte, som så føler, at han eller hun skal handle på opgaven her og nu.

»Det er vigtigt med en forventningsafstemning på arbejdspladsen, så man ikke fejlagtigt tror, at man skal tjekke sin mail i fritiden, hvis det slet ikke forventes af en«, siger Karen Albertsen, der er psykolog, arbejdsmiljøforsker og medejer af Team Arbejdsliv.

Begge anbefaler, at der simpelthen aftales tydelige retningslinjer på arbejdspladsen for, hvad der forventes af en, hvis der tages kontakt uden for almindelig arbejdstid.

»Hvis kolleger har noget, de skal huske at sige, kan man aftale, at det er ok at sende mail, men at den så ikke bliver læst, før man møder ind næste morgen, så der ikke er en forventning om, at man tjekker sin mail løbende i fritiden«, foreslår Karen Albertsen.

Ifølge lektor Peter Nielsen er det først og fremmest ledelsens ansvar, at de ansatte kender rammerne for, hvad der forventes af dem.

At arbejde uden for arbejdstiden er i mange tilfælde slet ikke noget, der forventes af de ansatte. Men Karen Albertsen oplever, at medarbejdere mange steder af sig selv føler et pres for at være tilgængelige, hvis arbejdspladsen ikke tydeligt formulerer, at sådan forholder det sig ikke.

Er det nødvendigt at afstemme forventningerne mellem ledelse og ansatte, så bør kolleger tale sammen og hjælpe hinanden.

»Det er vigtigt, at medarbejdere er solidariske med hinanden og tager hensyn til dem, der oplever belastningen som størst og ikke bare siger, »jeg kan altså godt klare det««, forklarer Peter Nielsen fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.