»Det var brættet, jeg lagde mærke til først. Det er en hel verden af kun 64 felter. Jeg føler mig tryg i det. Jeg kan kontrollere det. Jeg kan dominere det. Og det er forudsigeligt.«
Sådan beskriver karakteren Beth Harmon skak i den populære Netflix-serie »The Queen's Gambit«.
Som det eneste spil i verden uden held, og som kun afgøres af evnen til at forudsige, kan det virke helt utænkeligt, at en niårig er at finde blandt de bedste.
Det er dog tilfældet i England, hvor virkelighedens Beth Harmon er på vej frem.
Den bare niårige Bodhana Sivanandan er udvalgt til at repræsentere England i skak, og hun er dermed den yngste nogensinde til officielt at repræsentere landet på tværs af alle sportsgrene.
Det skriver The Times.

Som ungt kvindeligt skakgeni er det svært ikke at tænke på Beth Harmon, der i Netflix-serien erobrer skakverdenen i en mandsdomineret sport med sin ustoppelige ambition og skarpe intelligens.
En sammenligning, som Malcolm Pein, der har været med til at udvælge hende, heller ikke kan lade være med at lave, og han roser serien for at være med til at skabe millioner af nye unge spillere.
Hovedpersonen selv er også lykkelig over udtagelsen.
»Jeg er så glad for at blive udtaget til England. Det er en stor ære, og jeg ser frem til at være en del af holdet,« siger Bodhana Sivanandan.
En sensation i skakverdenen
Bodhana Sivanandan begyndte at spille skak i en alder af fem år.
Et spil, som hun hurtigt har gjort sig meget bemærket i.
»Bodhanas succes på europæisk niveau omfatter sejre over mange etablerede spillere, og hendes frygtløse spillestil og enorme fokus på brættet er allerede en sensation i skakverdenen,« fortæller Malcolm Pein til The Guardian.
I 2022 vandt Bodhana Sivanandan titler i klassisk skak, hurtigskak og lynskak ved ungdomsverdensmesterskabet.
Sidste år blev hun kåret som den bedste kvindelige spiller ved det europæiske lynmesterskab i Zagreb.
Søndag deltager hun sammen med tusinder af andre unge skakspillere i ChessFest i London, der forventes at tiltrække flere end 15.000 tilskuere, skriver The Times.
