Må lærere skælde deres elever ud? Det spørgsmål er blevet debatteret vidt og bredt. Ifølge landsorganisationen Skole og Forældre så mange forældre gerne, at vi arbejder os hen mod skældud-fri skoler. Men det kan godt blive svært, hvis forældre ikke selv sætter grænser for deres børn.
»Jeg oplever mange flere børn i dag, som ikke har retninger og rammer, når de starter i skole, fordi deres forældre ikke irettesætter eller sætter grænser,« siger skoleleder på Gasværksvejens Skole, Marianne Risager-Hansen.
Det kan betyde, at eleverne får svært ved at blive irettesat i skolen.
»I dag oplever mange børn, at de bliver skældt ud, når de bliver irettesat. Men det er efter min mening ikke det samme,« siger hun.
Herskind Skole, der ligger tæt på Aarhus, vil afskaffe skældud – de kalder sig nu en skældud-fri skole. Det har mødt både ris og ros fra flere sider. Skoleleder Axel Bech på Øster Farimagsgades Skole er skeptisk over for ideen.
»Det er en utopi. Det kan være nødvendigt at hæve stemmen, ellers bliver det simpelthen for laissez faire,« siger han.
Han beskriver forskellige scenarier, hvor det kan være nødvendigt for lærerne at irettesætte eleverne.
»Hvis de nægter at gå i dialog og rækker ‘fuck’ eller tager pegefingeren op til Hitler-overskæg og løfter armen, så må man gerne hæve stemmen. Det vil vi ikke finde os i,« siger han.
Definitionen på »skældud« er diffus, mener skolelederne. Derfor stiller de også spørgsmålstegn ved debatten om, hvorvidt lærere bør skælde eleverne ud. De to skoleledere er enige om, at det er okay, hvis lærere hæver stemmen for at sige: »Nu holder du simpelthen op«.
»Vi må gerne irettesætte og rammesætte,« siger Marianne Risager-Hansen.

Axel Bech fortæller om en dag, hvor en elev i madkundskab havde kastet mad på gulvet. Læreren irettesatte eleven, hvorefter en af de andre elever sagde:
»Du skælder ud, du skælder ud.«
Derfor er Alex Bech ret sikker på, hvad svaret ville være, hvis man spurgte børnene, om de er blevet skældt ud i dag.
»De vil sige ja. Derfor er det en forfejlet diskussion, at man siger det så firkantet,« siger skolelederen.
Sigrid Holk er lærer på Herskindskolen – den skældud-fri skole. Hun siger til DR Nyheder, at hun ikke mener, det er nødvendigt at hæve stemmen. Man skal i stedet være »nysgerrig« på barnet.