De fleste kender navnet på Emilie Meng.
Hun forsvandt i juli 2016 efter en bytur, og et halvt år senere blev hun fundet død i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup.
Onsdag kom det frem, at den 32-årige mand, der er sigtet i den aktuelle sag om den 13-årige pige fra Vestsjælland, nu også er blevet sigtet for drabet på Emilie Meng. Han er desuden sigtet for forsøg på frihedsberøvelse og voldtægt af en ung kvinde i november 2022 i Sorø.
Det betyder, at der kan være tale om en serieforbryder, som heldigvis er et yderst sjældent fænomen i Danmark.
Ifølge tidligere drabschef og chef for Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, defineres en serieforbryder som en person, der begår mere end to forbrydelser over længere tid. Serieforbrydere kan optræde i mange former – som brandstiftere, voldtægtsforbrydere eller i sidste ende som seriemordere.
Men hvilke serieforbrydere har været de mest opsigtsvækkende igennem tiden? Berlingske har forsøgt at samle et overblik over nogle af de serieforbrydere, som har prentet sig i ind vores alle sammens hukommelse.
Barnemorderen Dagmar Overby

Den 3. marts 1921 blev Dagmar Johanne Amalie Overby idømt dødsstraf for at myrde ni spædbørn. Det ene af dem var hendes eget. Senere blev straffen ændret til fængsel på livstid.
Mellem 1913 og 1920 kvalte og brændte Dagmar Overby mellem ni og 25 spædbørn i sit hjem på Enghavevej i København. Børn, som hun havde fået indleveret fra unge, enlige mødre, der ikke var i stand til at tage sig af dem.
Men i 1920 blev plejemoren afsløret, efter en ung mor ved navn Karoline Aagesen havde fortrudt, at hun havde givet sit barn væk. Dagen efter kom hun tilbage for at hente sit barn og fattede mistanke, da Dagmar Overby kom med bortforklaringer. Karoline Aagesen kontaktede straks politiet, som fandt hendes barns lig i Dagmar Overbys kakkelovn. I retten tilstod Dagmar Overby drabene på 16 børn, men der blev kun ført bevis for ni af de pleje- og adoptivbørn, hun mente at have dræbt.
Den voldsomme sag førte til, at der i 1923 blev vedtaget en lov om tilsyn med plejebørn, og i 1924 vedtog Folketinget en lov om folkeregistre, så alle børn blev registreret.
Joachim-sagen

I 1989 blev pensionisten Peder Dinesen Fur idømt livstid.
Han blev dømt for drabet på den seksårige Joachim Gisle Larsson. Drabet fandt sted i 1986.
To og et halvt år efter drabet kom politiet på sporet af Peder Dinesen Fur, da han begik overgreb mod to små piger under et folkedansestævne i Randers.
Han erkendte overgrebet på de to piger samt et overfald på en anden pige ved navn Pia. I samme ombæring tilstod han drabet på seksårige Joachim Gisle Larsson.
Drabet på Joachim Gisle Larsson fandt sted, da den seksårige dreng i 1986 var på vej til bageren for at købe rundstykker. Han var blevet sendt afsted af sin mor, der havde givet ham en indkøbsseddel og 100 kroner med i hånden. På vej til bageren blev han kidnappet få hundrede meter fra sit hjem af Peder Dinesen Fur. Den seksårige blev fundet dræbt tre dage senere i et skovområde – seks kilometer fra sit hjem.
Gerningsmanden Peder Dinesen Fur blev betragtet som en lokal særling i Randers. Han havde en stor interesse for tog og boede trods sin alder på 31 år hjemme hos sin mor, hvor han havde en stor modeltogbane i kælderen.
Ashraf Shahidani

I 1996 blev den iranske flygtning Ashraf Shahidani kendt skyldig i drabene på Birgitte Østergaard, Said Kewan Darian og tamilen Nathan. Drab begået i perioden 1991 til 1994.
Ashraf Shahidani knivdræbte sin landsmand Said Kewan Darian i Ilskov ved Herning i 1991.
Han kvalte tamilen Nathan med et tørklæde i en lejlighed i Viborg i 1994.
I marts 1994 stak Ashraf Shahidani den 30-årige psykologistuderende Birgitte Østergaard ned.
Den unge Ashraf Shahidani tilstod i alt ni mord, men er kun blevet dømt for tre ud af fire, han selv siger, han har begået i Danmark. Politiet pågreb gerningsmanden, da han gemte sig i en busk tæt ved Frelsens Hærs Krisecenter i Hvidovre, hvor han lige havde stukket Birgitte Østergaard ned.
Amagermanden

I 2011 blev Marcel Lychau Hansen, også kendt som Amagermanden, idømt livstid for to drab og seks voldtægter i perioden fra 1987 til 2010.
Første drab var på 73-årige Edith Andrup i 1987 i Valby.
I 1990 dræbte han en 40-årig skolelærinde på Amager.
Fem år senere holdt han fire unge piger og kvinder som gidsler og voldtog dem i en villa på Amager.
I efteråret 2005 – ti år senere – voldtog han en ung kvinde på et kollegium på Amager.
I efteråret 2010 voldtog han en 17-årige kvinde i en kolonihaveforening på Amager.
Den 45-årige familiefar og fodboldtræner Marcel Lychau Hansen fløj under radaren i hele tre årtier. Flere gange var han i politiets søgelys, men fordi dna-teknologien ikke var så veludviklet, som den er i dag, gav det ikke pote. Men i 2010 fandt endnu en forbrydelse sted. En voldtægt ved kolonihavehusene i Haveforeningen Stjernelund. Politihunden Cooper fandt et brugt kondom i hækken ved Kongevejen. Det blev det afgørende dna-spor, der endte med at afsløre Amagermanden og kæde rækken af hans forbrydelser sammen.
Sygeplejersken fra Nykøbing Falster

I 2017 blev den tidligere sygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus ved navn Christina Aistrup Hansen idømt 12 års fængsel. Hun blev dømt for følgende forhold:
Fire drabsforsøg mod patienter med dødelige doser af morfin.
Tyveri af medicin.
At have givet sin datter stærk sovemedicin.
Flere kolleger af Christina Aistrup Hansen havde bemærket, at der altid var megen drama – herunder dødsfald – når Christina Aistrup Hansen var på vagt, og i marts 2015 modtog politiet et opkald fra en af hendes kolleger, der mistænkte Christina Aistrup Hansen for bevidst at dræbe patienter. Derfra rullede sagen.
En undersøgelse viste, at sygeplejersken lider af histrionisk personlighedsforstyrrelse. Det betyder blandt andet, at hun har en vedholden søgen efter at opnå spænding i sin tilværelse.
Sagen om sygeplejersken danner grundlag for den aktuelle Netflix-serie »Sygeplejersken«.
James Schmidt - tidligere Lual Lual

I 2021 blev en mand i slutningen af 20erne ved navn James Schmidt idømt livstid i Østre Landsret. Han havde følgende på samvittigheden:
Drab begået mod 82-årige Eva Hoffmeister.
Drab begået mod 80-årige Peter Jensen Olsen.
Drab begået mod 81-årige Inez Hasselblad.
James Schmidt, der tidligere hed Lual Lual, slog de tre personer ihjel i hver deres lejlighed i et boligkompleks på Østerbro. Det var datteren til Inez Hasselblad, Malene Hasselblad, der fik sagen til at rulle i 2019. Datteren ringede til morens bank og sørgede for, at morens kreditkort blev spærret. I den forbindelse fortalte en bankansat til Malene Hasselblad, at det var »meget godt«, at kortet blev spærret.
Derefter ringede Malene Hesselblad til politiet, som senere kunne anholde James Schmidt i biografen Imperial, efter han havde været inde og se superheltefilmen »Captain Marvel«.
Sosu-hjælperen fra Randers

I februar i år blev den 60-årige sosu-hjælper Susanne Hein Kristensen idømt 16 års fængsel. Hun blev dømt for følgende forhold:
Fire drabsforsøg.
Fire tilfælde af grov vold.
Tyveri af medicin.
Tjenestemisbrug.
Besiddelse af medicin uden recept.
Drabsforsøgene og volden var rettet mod beboere på plejehjemmet Tirsdalen, hvor hun var ansat. Drabsforsøgene og volden bestod af, at hun gav beboere på plejehjemmet forskellige lægemidler. En af beboerne afgik ved døden, mens de andre beboere blev bragt i livsfare. Forholdene, som Susanne Hein Kristensen blev dømt for, fandt sted i perioden december 2021 til marts 2022.
Ved hjælp af en mentalundersøgelse kom det frem, at sosu-hjælperen lider af en personlighedsforstyrrelse. Læger vurderede, at der muligvis var tale om en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse – den samme personlighedsforstyrrelse, som sygeplejersken fra Nykøbing Falster Sygehus lider af.




