Sjælden hejre yngler i Danmark

Fuglekiggere har fundet en familie af sølvhejrer på Saltholm. Klimaforandringer kan være en del af forklaringen på, hvorfor fuglen er begyndt at yngle i Danmark.

Sølvhejre. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Larsen/DOF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke kun ulve, der er begyndt at indtage den danske natur. Et mere fredeligt dyr, nemlig fuglen sølvhejren, har for nylig fundet vej til Danmark, skriver bt.dk.

Det er fugletællerne Michael Fink Jørgensen og Morten Jørgensen, der for nylig opdagede sølvhejren på øen Saltholm ud for København. Og ikke bare fandt de voksne sølvhejrer. De fandt også to reder, hvor der i den ene lå fire få dage gamle unger og i den anden tre æg, skriver Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.

»Det giver da et sus at opdage en ny art, der yngler i Danmark. Det er interessant, fordi det er første gang, sølvhejren er dokumenteret som ynglende i Danmark. Som fugleinteresseret er det en interessant oplevelse at opdage en art, som aldrig har ynglet i Danmark før,« siger Michael Fink Jørgensen til dof.dk.

I 1980erne var sølvhejren en yderst sjælden gæst i den danske natur, men de seneste 20 år er den blevet set flere og flere gange herhjemme. Det er dog først nu, at arten er fundet ynglende på dansk grund. Allerede i 2012 blev den fundet ynglende i både Tyskland, England og Sverige.

Iben Hove Sørensen, der er biolog hos Dansk Ornitologisk Forening, har flere bud på, hvorfor arten nu har slået sig ned i Danmark.

»Det kan være en bedre beskyttelse af arten, som tidligere blev jaget mange steder. Det kan være et øget fokus på bedre forvaltning af vådområder. Og så skyldes det muligvis klimaforandringer, at sølvhejren nu i stigende grad kan overvintre i Europa i stedet for Afrika og dermed undgår den anstrengende og til tider farlige tur sydpå,« siger hun til dof.dk.