Simon Mundt Jørgensen

Dræbt af vejsidebombe den 22. september 2010, 21 år

Simon Mundt Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen

Simon Mundt Jørgensen var ikke typen, der gjorde meget væsen af sig. Han var ikke den, der råbte højest i skolen eller den, der scorede flest mål på fodboldbanen. Mest holdt han af at lytte. Måske komme med et godt råd eller en tør bemærkning. Det savner Anders Torm Sørensen nogle gange. De to var et uadskilleligt makkerpar lige fra første gang, de var med på grønsværen i Korsør, hvor deres fædre var trænere.

”Vi hang bare sammen altid. Det var kun mig og ham, og alle de ting vi skulle nå i løbet af livet - det var altid mig og ham, der skulle nå dem sammen,”  fortæller Anders. De skulle rejse til USA sammen. Besøge lysene og manien i Las Vegas, indånde duften af sololie og hav i Miami og drikke fyraftenscocktails på altanen. Præcis som de så ofte havde set på film og i Simons favoritserier, ”Two and a Half Men” og ”Boston Legal”.

Sidste gang de talte sammen om drømmene, var da Simon ringede hjem fra Afghanistan. Dagen efter blev han dræbt. En improviseret sprængladning eksploderede, da han stod ud af køretøjet for at sikre sine soldaterkammerater ved en compound nær patruljebasen Bridzar cirka seks kilometer nordøst for Gereshk. En soldat blev hårdt såret. Simon døde på stedet.

Simon Mundt Jørgensen voksede op i en lille villa i Korsør med moderen Lilli, faderen Steen og lillebroderen Jannik. Her gik han i skole, og her spillede han fodbold. Skolen sagde ham ikke meget, og selvom han tog sin fodboldtræning seriøst, drømte han heller ikke om at blive professionel. Han tog gerne en dag af gangen, og langt de fleste dage brugte han sammen med Anders. Enten tonsende rundt med en læderbold eller foran computerskærmen.  Piger og fester interesserede ham ikke, og når han ikke var sammen med Anders, lukkede han sig inde på sit værelse. Døren var altid låst. Sådan var han - han var ikke en, man sådan lige kom ind på livet af. Folkeskolen sluttede, og Anders og Simon begyndte på efterskole sammen. I begyndelsen tog Simon hjem til sin computer hver weekend, men langsomt begyndte han at blive på skolen. Han fik nye venner, som end ikke Anders lærte at kende. Han fandt sine egne ben.

Efterskole ophold blev grobunden for militæret

Ofte sad han sammen med sine nye venner, Anders Lindenhoff og Søren Matthiesen, på efterskolen og lyttede til deres samtale, og så bød han ind med sit synspunkt fra tid til anden. Ikke for at være midtpunkt, men fordi han gerne ville være med og for at lytte. Han begyndte at skrive med et par piger fra efterskolen, og en gang om året samledes han sammen med en flok drenge i huset i Korsør. Forældrene blev sendt over i kolonihavehuset, grillen blev tændt under sommerhimlen, og så kom der ellers øl og spiritus på bordet. Det var den ene gang årligt, hvor Simon virkelig gav den gas. Det blev en tradition, som fik stor betydning for Simon.

”Jeg tror, efterskolen har dannet grobunden for militæret,” siger Anders Torm Sørensen. ”Han fandt ud af, at hvad de venner havde sammen en sommeraften hvert år, det kunne han have hver dag med en masse andre. Det var som et efterskolefællesskab.”

Kort efter begyndte Simon i militæret. Anders Torm Sørensen flyttede til Jylland for at studere, men drengene ringede stadig tit sammen og skrev sammen hver dag. Når Simon skulle på øvelse, vidste Anders det altid først, og så snart Simon var tilbage, tikkede der en SMS ind på Anders' mobil.

Simon modnedes i militæret. Han tog sin værnepligt i Garderhusarregimentet seriøst, for han havde trukket frinummer og havde selv bedt om at være der. Efter værnepligten kom Simon i Livgarden i december 2009. Han blev kører i første gruppe i tredje deling. Ikke længe efter skulle han udsendes. Det var ikke noget, han talte meget om med Anders. Heller ikke derhjemme. Simon talte mest, når han blev spurgt, og han bad sjældent om hjælp. Kun da den sidste vilje skulle skrives inden udsendelsen, kom han til sine forældre. Den skulle de udfylde sammen. Både Lilli og Steen støttede op om deres søns beslutning, og da dagen kom, og Simon skulle af sted, vinkede de farvel i lufthavnen.

Næste gang de så ham, lå han i en kiste i kapellet. De blev rådet til ikke at løfte klædet, der dækkede ham. Men de kunne se hans hænder og den ene øreflip.

”Jeg ærgrer mig over, jeg glemte at sige, at jeg godt ville se modermærket på skulderen,” fortæller Lilli. Hun står i det værelse i Korsør, som rummer Simons gamle film og efterskolefotos. Hér to baretter hviler sig sammen med medaljer og et foto af en lyshåret, smilende dreng med benskinner og en fodbold i hænderne i en glasmontre i hjørnet.

Sådan husker Lilli og Steen deres Simon. Som en glad og varm dreng med tør humor.

Hjælpsom, men altid med en »armslængde« til følelserne

“Man kunne tale med ham, og når han så gik, vendte han sig om og grinede, som om man var blevet taget ved næsen,” husker Steen. “Han havde sådan et smittende grin.” I teenageårene lod Simon også tit som om, han hadede tanken om besøg af familien. “Stress!” kunne han udbryde. I virkeligheden glædede han sig til at få besøg. Især af sin moster Nicoles børn. Den ældste, Mathias, var nemlig hans gudbarn.  

Ofte når de var på besøg lyste Simon op som en stjerne, når han holdt den lille, eller når Mathias puttede sig ind til ham. Ligesom Simon havde puttet sig ind til sin mor eller sin moster, da han var yngre, og de så film i stuen. Han sagde ikke noget. Søgte bare nærheden.

Det var også Nicoles lille familie, han besøgte, dagen inden han blev udsendt. Nicole ville vide, hvorfor Simon tog af sted. Hvad der fik ham til at sætte livet på spil, inden det rigtig var begyndt. Hun var godt klar over, at hvis hun skulle have svar på sine spørgsmål, så skulle hun selv spørge. De lavede en aftale. Hun spurgte, og blev det for meget, skulle han sige fra.

Simon tog af sted, fordi han gerne ville gøre en forskel, forklarede han. Han var typen, der altid var der for sine nærmeste, og han ønskede at hjælpe videre end det. Hans drøm var, at han ville være falckredder. På den måde kunne han være omsorgsfuld, uden det blev for personligt. Uden andre kom for tæt på ham.

Han nåede ikke at fortælle det til sine forældre, nåede kun at løfte sløret for, at han havde en plan, når han kom hjem. Han var så sikker på, at han ville vende tilbage, at han, trods sine forældres hjælp, ikke fik udfyldt sin “sidste vilje” fuldstændigt. Hvorfor skulle han det, han kom jo hjem igen. Men det betød ikke, at han ikke havde overvejet konsekvenserne.

“Han ville ikke have en kæreste, inden han tog af sted. For det ville han ikke byde hende,” fortæller Nicole. Det fortalte Simon dagen inden udsendelsen. Så mens hans venner skiftede den ene kæreste ud med den anden, holdt Simon sig fra at komme helt tæt på en pige.

Mens han var udsendt, gik tankerne ofte hjem til familien. Han ringede hjem og fortalte om granater i horisonten, sved og øvelser, om en selvmordsged, som trådte på en mine og om kedsomheden. Simon havde håbet på komme derud, hvor han virkelig kunne gøre nytte. De mange meter pigtråd, han rullede ud, og majsmarkerne, soldaterne mejede ned, kedede ham. Han knoklede, men han ønskede, at hans udsendelse bød på mere af, hvad de havde trænet i derhjemme, og selvom han brændte for militæret, begyndte ”Mundt” efter et par måneder at glæde sig til at komme hjem.

»Simon var ikke meget for at være midtpunkt«

Da telefonen ringede i lufthavnstoget den 22. september 2010, tog Lilli den. Det var en kontaktofficer. Simon var død, meddelte han. Chokeret svarede Lilli, at det var han bestemt ikke, det ville hendes søn aldrig byde dem. Kontaktofficeren gentog meddelelsen. Konstabel Simon Mundt Jørgensen var afgået ved døden.

Toget fortsatte mod Kastrup med Lilli, Steen, Lillis søster og svoger. I lufthavnen blev de hentet af kontaktofficeren og en feltpræst. Turen til Thailand var aflyst. Deres søn var virkelig blevet dræbt i Afghanistan.

På treårsdagen for Simons død blev en mindesten rejst i Rådhushaven i Korsør til ære for Simon og den anden korsoranske soldat, Jimmi Bøgebjerg Petersen, som blev dræbt i Afghanistan kun en måned før Simon. Selvom det var hårdt at ruske op i sorgen, er familien stolte af stenen og glade for støtten - mindestenen står ved siden af den sten, der blev rejst for de faldne soldater i Anden Verdenskrig.

“Et eller andet sted er det stik imod Simons ånd at få en mindesten. Han hadede at være midtpunkt,” siger Anders Torm Sørensen. “Han kunne godt være i et selskab, hvor alle vidste han var der, men han sagde ikke ret meget. Men han havde et grin, der bare smittede. Hørte bordet ved siden af ham det, begyndte de også. Hører jeg sådan et grin i dag, kan jeg godt blive sådan helt… så savner jeg ham. Han har fortjent den sten. Jeg er skide stolt af ham.”