Silenzio!

... så leverede jeg et »SILENZIO!« i klar kontrast til ordets egentlige betydning. De havde opbrugt min tålmodighed. Og her taler jeg ikke om børnene, men om forældrene. Der ikke greb ind.

»Jeg var nødt til at vise dem, at hensyn måske nok er noget, man tager, men ikke noget man tager fra hinanden. Det er noget, vi giver hinanden i form af plads, tolerance og forståelse.« Fold sammen
Læs mere

Jeg måtte knibe mig i armen, da jeg fandt mig selv ved siden af en nøgen mand i campingkiosken, kun iført klipklapper. Det vil sige. Han var muligvis ikke helt bar, men tyngdekræftens træk i den fyldige mave dækkede for det områder, hvor mere tækkeligt klædte mennesker bærer badebukser.

Ja, at bo på en campingplads kan på flere måder give et ubehageligt intimt indblik i andre menneskers privatsfære, for her smider folk hverdagens offentlige uniform i afslapningens hellige navn. Man er jo på ferie. Og så går alle former i opløsning. Men med munter overbærenhed begravede jeg mine fordomme i den mentale muldjord og tænkte: »Fred være med det, der skal jo være plads til os alle.« Og traskede tilbage til telthytten kun for at opdage, at vi havde fået nye naboer.

Ud af bilen trådte en far og en mor med tre piger omkring de 12-13 år. Og allerede fra døren på bilen med de italienske nummerplader blev lukket op, lød det som, at Justin Bieber lige var gået på scenen i koncertsalen. De tre piger skreg på skift. Når de legede fanger. Spillede kort. Jagtede hinanden med vandpistoler og -balloner. Høje, skingre hyletoner. Konstant. Også om aftenen, hvor der i følge pladsens egne regler burde være fuldstændigt ro.

Som far til tre børn under syv år, mener jeg ellers, at min indre decibelmåler kan holde til en del, inden min tolerante facade splintrer. Om dagen lod jeg det fare, men efter et par aftener som nabo til de tre sirener var jeg ved at gå helt spaghetti bolognese. Nu er jeg typen, der kun har brugt mit horn i bilen én gang, og der var jeg utrolig tæt på en kernenedsmeltning, så tredje aften prøvede jeg høfligt og forsigtigt med smil og håndbevægelser at signalere, at de gerne måtte skrue lidt ned for de lyse toner. Modtaget, men ingen effekt.

Aftenen efter prøvede jeg mere anstrengt smilende at schysse på dem og sikrede mig, at forældrene også så mig. Helt og aldeles ignoreret. Så en rolig henstilling til faderen. Træk på skuldrene. Da de den femte aften i træk begyndte at jagte hinanden skrigende rundt ved 23.30-tiden, så vrissede jeg først et højt: »Silenzio!« Det bed ikke på. Og så leverede jeg et: »SILENZIO!« i klar kontrast til ordets egentlige betydning, snurrede rundt og gik med bestemte skridt ind i vores telthytte. Og så blev der bomstille.

De havde opbrugt min tålmodighed. Og her taler jeg ikke om børnene, men om forældrene. Der ikke greb ind. I vores lille mikrosamfund af et campingparadis havde de ikke alene ladet pigerne overtræde de fælles spilleregler, men også givet dem lov til at holde deres ferie på bekostning af min. Flere dage i træk. Og som forurettet medlem af fællesskabet blev jeg så nødt til at gribe ind.

Det kunne sikkert være gjort mere elegant, men jeg var nødt til at vise dem, at hensyn måske nok er noget man tager, men ikke noget man tager fra hinanden. Det er noget vi giver hinanden i form af plads, tolerance og forståelse. Og det håber jeg også, at jeg selv ville rationalisere mig frem til, hvis det havde været nogle andre, der gav mig og mine børn en reprimande.

Nuvel min besked gik i hvert fald klart igennem til sidst. Men sad den fast? Sikkert ikke. De er nok bare taget hjem med fortællingen om den nærtagende dansker, som de måske har døbt: »Silenzio«. En lidt tragikomisk figur. Akkurat som den nøgne mand i campingkiosken.