Silas har ventet 448 dage på politiet – og venter stadig

For over et år siden anmeldte Silas Lund et brutalt overfald til politiet, men i dag, 448 dage efter, venter han stadig på svar fra ordensmagten.

Silas efter overfaldet. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere

For over et år siden anmeldte Silas Lund et brutalt overfald til politiet, men i dag, 448 dage efter, venter han stadig på svar fra ordensmagten.

»Jeg synes, det er ganske forfærdeligt.«

For Silas Lund har tiltroen til systemet lidt et alvorligt knæk, efter en bytur i København 29. marts sidste år endte med en brækket næse, en hjernerystelse og flere tandskader.

Hændelsen blev optaget af et overvågningskamera, og 19-årige Silas Lund kunne i sin anmeldelse efterfølgende give politiet oplysninger om overfaldsmandens navn og adresse. Alligevel er han nu blevet endnu et nummer i rækken af danskere, der må vente i rekordlang tid på at få deres sager behandlet af politiet og domstolene.

Tal fra Rigspolitiet viser nemlig, at sagsbehandlingstiden på borgervendt kriminalitet såsom vold, indbrud og tyveri igen er steget.

Landsgennemsnittet er i første kvartal i år på hele 340 dage, fra sagerne blev anmeldt, til der faldt en fældende afgørelse.

»Fyren vælger helt umotiveret at give mig en skalle og slå mig to gange i hovedet, men min veninde kendte ham, så da jeg anmeldte sagen til politiet, kunne jeg også fortælle, hvem han var,« fortæller Silas Lund til B.T.

Silas Lund er voldsoffer, og han oplever lang ventetid i politiets sagsbehandling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Og med gerningsmandens identitet og en videoovervågning, der kunne dokumentere hændelsen, skulle man tro, at sagen var ligetil.

Ikke desto mindre sidder Silas Lund i dag, 15 måneder efter, stadig med en uvished om, hvordan det står til med hans sag. Politiet har endnu ikke behandlet den.

»Det er meget frustrerende, at der går så lang tid, og man ikke får noget at vide overhovedet. Min veninde, der var vidne til overfaldet, er ikke engang blevet kontaktet med henblik på en vidneforklaring,« fortæller Silas Lund og tilføjer:

»Så det er jo noget, der konstant ligger i ens baghoved.«

To år med usikkerhed

Silas Lunds oplevelse er dog langtfra enestående. En kvinde, der ønsker at være anonym, fortæller til B.T., at hun nu i mere end to år ventede på et punktum i en straffesag.

»Det har været opslidende og angstprovokerende,« fortæller hun.

En nær relation havde i længere tid stalket, chikaneret og truet hende, men først 747 dage senere sad hun i byretten, hvor der endelig faldt dom.

»Jeg er mærket af det her. Det er virkelig hårdt, når der ikke er en ende på et opslidende forløb. Jeg har heller ikke følt mig sikker, når jeg har vidst, at han frit gik rundt derude, mens sagen kørte,« fortæller hun.

Hun har tidligere været udsat for et forsøg på manddrab af samme gerningsmand. Senere fulgte chikanen. De første anmeldelser indberettede hun i efteråret 2016, og sagen var i første omgang berammet til sommeren 2018, men da gerningsmanden ikke mødte op, blev den udsat til efteråret 2018, hvor manden blev dømt til at betale erstatning til kvinden.

Her blev hendes sag dog anket til landsretten, og i dag er den derfor endnu ikke helt afsluttet.

Kvinden, som er i midten af 20'erne, ønsker af hensyn til den uafsluttede sag og sin egen sikkerhed at være anononym, hvilket B.T. har valgt at respektere. Redaktionen kender kvindens identitet.

Som forudrettet har de mange måneders uvished og psykiske pres haft sin pris. I dag lider hun af PTSD-symptomer og vedvarende angst, fortæller hun.

»Det er svært at få det bedre, når der ikke er kommet en ende. Jeg synes, det er uacceptablet, at der er så lang ventetid.«

Lange ventetider er ikke godt for nogen

Den lange sagsbehandlingstid på borgervendt kriminalitet er noget, der ifølge Offerrådgivningen kan have konsekvenser for offeret.

Silas efter overfaldet. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere

»Det er vigtigt, at man føler, at man bliver taget alvorligt, når man anmelder sådan noget,« forklarer landsformand Knut Arild Gulbrandsen.

»Det kan i værste fald have den konsekvens, at det bliver sværere at komme over det, når man går så lang tid og venter på en afklaring. Det bliver en negativ oplevelse, og mange vil måske føle, at de ikke bliver taget alvorligt af systemet,« fortæller Knut Arild Gulbrandsen videre.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet på de lange sagsbehandlingstider, men de er endnu ikke vendt tilbage på B.T.'s henvendelse. Onsdag oplyste de dog på e-mail, at det ikke er muligt at svare, så længe der pågår regeringsforhandlinger.