Sikher fejrer guru - i Vanløse

I går var det 400 år siden, sikherne fik samlet deres ti guruers hymner og lære i en bog, som er deres elvte guru og højeste åndelige autoritet. Fredag morgen begyndte en læsning af de 1.430 sider, og da den var færdig, samledes de danske sikher i templet.

Alle sikhtempler har et køkken og alle i menigheden deltager i fællesspisningen, der er med til at skabe social lighed. Det anses for uhøfligt, hvis man ikke spiser noget i forbindelse med gudstjenesten, Her er det de unge mænd, der serverer. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var fest i Vanløse i går. Alle de omkring 1.500 sikher i Danmark, der havde mulighed for det, aflagde et kortere eller længere besøg i sikhmenighedens officielle gurdwara eller tempel.

Det hedder Gurdwara Sri Guru Singh Sabha og ligger på en stille sidegade til Ålekistevej.

Kvinderne og pigerne var i fodlangt farvestrålende tøj og med et sjal over håret, drengene og mændene i mere konservative farver, mange af de voksne mænd med deres lange hår skjult under flotte orange eller mørkeblå turbaner. Selv helt små drenge havde deres babyhår snoet op under en jurha. Men der var også mange, der nøjedes med et tørklæde på størrelse med en bandana.

Anledningen var, at det i går var 400 år siden, at den femte guru, Guru Arjun Dev, samlede hymner fra de forrige guruer til sikhernes hellige bog, Sri Guru Granth Sahib, der består af 5.894 hymner fordelt på 1.430 sider.

En ung religion
Sikhismen er en ung religion, grundlagt af Guru Nanak Dev, der levede fra 1469-1539. Han og de ni guruer, der fulgte efter ham - den sidste døde i 1708 - viste gennem deres levevis og lære, hvordan mennesket skal kombinere åndelighed med aktiv og verdslig deltagelse i samfundet.

Deres hymner er samlet i den hellige skrift, der betragtes som sikhernes elvte og sidste guru og deres største autoritet.

Normalt læser man om søndagen i gurdwara'en en hymne, som man finder ved at slå tilfældigt op i den hellige bog. Men i anledning af 400-årsdagen har medlemmer af menigheden siden fredag morgen kl. 6.00 på skift læst højt af bogen, to timer hver, dag og nat.

Én gud - ingen præster
Ved 10-tiden i går var alle 5.894 hymner blevet læst og så strømmede sikherne til gurdwaraen for at meditere, høre musik og sang og deltage i fællesbønnen, inden der igen blev læst en tilfældig hymne. Derefter blev der omdelt parajhad - små klumper grød med konsistens som budding - og så gik man til fællesspisningen, som er en meget vigtig del af sikhismen.

»Sikherne tror på én Gud og vi har ingen præster. Alle sikher, mænd og kvinder, kan lede bønnen eller forrette gudstjenesten. Det grundlæggende i vor religion er, at ingen kan stå imellem Gud og det enkelte menneske,« fortæller M.S.R., der er advokat, mens der bliver budt te, vand og en meget sød kage rundt og børnene leger med hinanden. En lille knægt på et par år har en T-shirt med teksten »Singh is King« på.

»Vi definerer Gud som i og over verden. Hvis Gud er havet, er menneskene fiskene. Fiskene har deres frie vilje til at bevæge sig rundt i havet, men er underlagt havets kræfter, ligesom vi mennesker ikke kan undslippe Guds vilje. Vi anerkender karma- og reinkarnation, og vi skal kontrollere de fem følelser: lyst, vrede, gerrighed, besættelse af ting og mennesker samt hovmod,« fortsætter M.S.R..

»For sikherne er alle mennesker, uanset religion, køn, race og andre tilhørsforhold, lige for Gud. Alle religioner anerkendes som anvisende en vej til frelse. Det er uselviske handlinger til gavn for samfundet, udøvet i kærlighed til Gud, der er vejen til frelsen.

Det er frivilligt for sikher at gennemgå dåbsceremonien, amrit. Men døbte mænd skal helst have uklippet hår og skæg og bære et stålarmbånd, en kam, shorts og en daggert.

Det sidste må vi til at forhandle med myndighederne, efter der er kommet forbud mod et bære kniv,« tilføjer M.S.R.