»Sigynsgade er ikke Det Vilde Vesten, men der er risiko for, at den bliver det«

Lovløshed og larm fra bandemedlemmer griber om sig i Sigynsgade. Beboerne er utrygge. Berlingske inviterede de købehavnske socialdemokraters gruppeformand, Lars Weiss, på en gåtur gennem den berygtede gade på Ydre Nørrebro.

Der er store problemer med bandeuro på Sigynsgade og Krakas Plads på Nørrebro, hvor bandegruppen Loyal To Familia (LTF) huserer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Sigyn var Lokes hustru og en af de mindre fremtrædende gudinder i den nordiske mytologi. Gaden på det ydre Nørrebro, der er opkaldt efter hende, er lige så undseelig denne søvnige lørdag formiddag. På overfladen.

Alt det, byplanlæggere ellers mener er godt for borgerne i en by, er virkeliggjort i Sigynsgade. Legepladser, træer, græs. Fred og ro. Cyklistvenlig.

Det er i detaljen, djævlen befinder sig.

»Det er jo frygteligt. Det bringer minderne syv år tilbage til dengang, bandekrigen rasede. Det er et optræk til det samme, vi ser nu.«
Lars Weiss er socialdemokratisk gruppeformand på Københavns Rådhus. Efter at Berlingske i går fortalte om utrygheden, volden, de ødelagte overvågningskameraer, larmen, hærværket og stofferne, har vi inviteret politikeren ud i Sigynsgade.

»Hvis politiet siger, at mere overvågning, bedre belysning og flere vejafspærringer vil dæmpe de værste gener fra banderne, gør vi det efter sommerferien. Så afsætter vi gerne de penge. Ingen på Københavns Rådhus kan sidde denne situation overhørig.«

Lars Weiss siger det velvidende, at banden Loyal To Familia (LTF) som regel klipper kablerne til kameraer i gaden og i det hele taget blæser på diverse tryghedsfremmende foranstaltninger. Han nikker op mod et hjørne på en ejendom, hvor fire kameraer overvåger Kraka Plads for enden af gaden.

»Skal vi være ærlige i forhold til bandekonflikten for syv otte år siden, så var det ikke så meget, de fysiske tiltag i byrummet, der fik den stoppet. Det var, at politiet fik buret de ledende medlemmer af bandemiljøet inde.«
Han nævner, at uroen i Sigynsgade og LTHs kriminelle aktivitet og rekrutteringsforsøg i flere bydele tog til, da lederen af banden, dansk-pakistanske Shuaib Khan, blev løsladt i marts i år.

»Vi skal som kommune gøre en væsentlig indsats for, at der ikke bliver rekrutteret nye medlemmer, så der kommer en ny generation til banderne.«

Blandt andet har de såkaldte bekymringsopkald og café-møder mellem mentorer og unge, der er i fare for at blive indlemmet i banderne, været flittigt brugt, mener han.

»Men det nytter ikke noget at sende nok så mange velmenende socialarbejdere herud. Det er politiet, der skal have fat i banderne.«

Vi går forbi en rusten udbrændt motorcykel ud for nummer 12. En mand træder ud af en opgang. Han fortæller, at motorcyklen blev brændt af for en måned siden. Han har sit barn i en børnehave længere oppe ad gaden. Om han føler sig tryg i Sigynsgade?

»Der er problemer alle steder. Her er i det mindste bedre end i Mjølnerparken.«
Han vil ikke have sit navn frem.

En patruljevogn kører forbi. Den vender oppe, hvor Sigynsgade kun kan passeres af cyklister, og kører væk igen.
Lars Weiss nævner, at det da er praktisk for banderne, at de kun skal holde øje med ordensmagten i én retning i Sigynsgade.

Man kunne også give de unge noget at tage sig til for at undgå, de falder for rekrutteringen?
»Hvis man vokser op i et stærkt belastet boligområde, hvor mange er på overførselsindkomst, har få ressourcer og nogle er kriminelle – hvem er så rollemodellen for de unge dér, når forældrene heller ikke har evnen til at gribe fat i ungerne, hvis de er på vej ud i noget skidt? Det er en del af problemet.«

56-årige Josef fra Irak krydser gaden med poser med druer i den ene hånd og en bakke æg i den anden. Han har været i Danmark siden 1988 og bor i dag i en Lejerbo-ejendom med sin kone og to børn. Josef viser Berlingske, hvordan bandemedlemmer har sparket samtlige døre ind til opgangene. Der er sat metalplader nederst på dørene.

»De løber op i opgangene for at gemme sig og venter til politiet er kørt. Så kommer de ud på gaden igen,« siger han, og nærmest hvisker:
»Det her er et rigtig dårligt sted.«

Sammen med Josef går vi ned i den mørke kælder. Her låste Lejerbo i foråret alle dørene for at forhindre, at de bliver brugt som flugtveje og skjulesteder. Her har nogle, banderne mener Josef, også smadret låsene, så der er fri adgang.

»Mit ene barn har sagt til mig: ’Far, du må ikke blande dig i, hvad de gør.’ Han er bange for, at der skal ske mig noget.«
Oppe i solen igen, kommenterer Lars Weiss Josefs ord.

»Det er skræmmende, at nogle kan få lov til at fylde så meget i en gade. Jeg vil ikke kalde Sigynsgade for Det Vilde Vest. Men der er risiko for, at den bliver det.«

Så har du vel ikke slået til som politiker?
»Det kan man godt sige. Men jeg tror, det er svært alene at finde en politisk løsning. Vi kan opstille nok så mange gadelamper og videoovervågning, sætte nok så mange vejbump op, men det er ikke det, der løser problemet. Det er, at de ledende bandemedlemmer kommer ind bag de stive gardiner. På den anden side er det også en falliterklæring at spærre dem inde og smide nøglerne væk. Den slags gør vi jo ikke i Danmark.«

Hvornår kan man gå gennem Sigynsgade om aftenen uden at føle sig utryg?
»Hvis jeg satte en dato på det, ville jeg være fuld af lort. For sandheden er, at ingen kan garantere, at der er styr på det her om to måneder.«