Sigtet for drabsforsøg: Jeg ville skåne min hustru

En 53-årig mand, der er sigtet for drabsforsøg i Helsingør fredag, har erklæret sig skyldig i sigtelsen.

(Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Helsingør. En 53-årig mand fra Helsingør er lørdag i Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet i fire uger for et groft overfald på sin 59-årige hustru fredag i parrets hjem.

Kvinden måtte flyves til Rigshospitalet, hvor lægerne behandler hende for blandt andet kraniebrud og en skade i højre øjenhule. Kvinden har efter lægernes vurdering været i livsfare efter overfaldet.

Manden er sigtet for drabsforsøg, og han erklærede sig skyldig i sigtelsen, da han lørdag var i grundlovsforhør, oplyser anklager Henrik Prien-Larsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

- Han forklarede ved grundlovsforhøret, at årsagen til hans handling var, at han ville skåne hustruen for at blive ked af det, når de skulle flytte fra deres hjem som følge af de økonomiske problemer, som han gennem længere tid havde holdt skjult for hende, siger anklageren i en pressemeddelelse.

Volden skete i forbindelse med en fogedforretning, hvor fogeden skulle sætte parret ud af deres lejlighed.

Politiet fik anmeldelsen om volden i parrets hjem i Lundegade i Helsingør fredag omkring klokken 10. Det var ikke parret selv, der slog alarm.

Manden blev anholdt umiddelbart efter overfaldet.

Kvinden er blevet slået adskillige gange i hovedet og i ansigtet med en hammer. Fredag eftermiddag kunne lægerne oplyse, at kvinden ikke længere var i livsfare.

/ritzau/