Sigtelse: Spionsigtets kontakt fik fotos af eksil-iraners hjem

Ansat i iransk efterretningstjeneste er sigtet for at medvirke til spionage i Danmark ved at have fået fotos.

Politiets Efterretningstjeneste, PET (ARKIVFOTO) (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix). Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

En føringsofficer i en iransk efterretningstjeneste er sigtet for at have fået fotos og video af en eksil-iraners bopæl i Danmark.

Materialet modtog han angiveligt til brug for den iranske efterretningstjenestes planlægning af et drab på eksil-iraneren.

Det fremgår af retsbogen fra et grundlovsforhør, som blev afholdt mandag.

Ved retsmødet blev føringsofficeren varetægtsfængslet in absentia. Manden menes at opholde sig i udlandet.

Han er sigtet for i perioden fra 22. april 2018 til 21. oktober 2018 at have medvirket til spionage og til drabsforsøg på eksil-iraneren.

Ved et pressemøde mandag oplyste PET-chef Finn Borch Andersen, at man havde sigtet den mandlige medarbejder i den iranske efterretningstjeneste.

Han fortalte, at PET mener, at den sigtede er kontaktperson for en 40-årig norsk-iraner.

Norsk-iraneren er allerede varetægtsfængslet i sagen. Af sigtelsen fremgår det også, at føringsofficeren menes at have givet »ordrer og instruktioner« til den medsigtede norsk-iraner.

Blandt andet skal han have fotograferet et boligområde. Desuden sigtes han for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste på dansk jord. Manden nægter sig skyldig.

Han har siddet fængslet i snart et år. På baggrund af en dansk fængslingskendelse blev han pågrebet ved Göteborg 21. oktober.

Eksil-iraneren, som de to skal have medvirket til at planlægge drabet på, er et ledende medlem af gruppen ASMLA, der står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas.

Organisationen kæmper for, at en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz løsrives og bliver en selvstændig stat. Iran betragter gruppen som en terrororganisation.

Eksil-iraneren kræves sammen med to andre, der også er en del ASMLA, tirsdag varetægtsfængslet. Tirsdag eftermiddag er retsmødet med kravet om fængsling fortsat i gang.

Det er dog kommet frem, at de tre ASMLA-medlemmer sigtes for at have spioneret for saudiarabisk efterretningstjeneste. Det har de nægtet sig skyldige i.

/ritzau/