Sigtelse: Bandefolk afpressede 17-årig for 12.500 kroner

En 22-årig mand og en 17-årig dreng, som ifølge anklagemyndigheden har tilknytning til banden LTF er fængslet.

I Helsingør er en 17-årig dreng ifølge politiets sigtelse blevet afpresset af to unge, som har tilknytning til banden Loyal to Familia. Fold sammen
Læs mere

I Helsingør er en 17-årig dreng ifølge politiets sigtelse blevet afpresset af to unge, som har tilknytning til banden Loyal to Familia.

Anklager Michael Qvist fra Nordsjællands Politi oplyser, at de to er sigtet for at have afpresset den 17-årige for et beløb på 12.500 kroner.

»Derudover ville de have 2000 kroner hver måned. Det har de ikke fået, men de har fået de 12.500,« fortæller Michael Qvist.

Han var anklager, da de sigtede - en mand på 22 og en dreng på 17 - fredag blev stillet for en dommer ved Retten i Helsingør.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og derfor vil Michael Qvist ikke fortælle andet, end at de to nægtede sig skyldige i de rejste sigtelser.

Dommeren vurderede, at mistanken mod de sigtede er tilstrækkeligt underbygget, og besluttede derfor at varetægtsfængsle dem i foreløbig 26 dage.

Både sagens offer og de formodede gerningsmænd kommer ifølge Michael Qvist fra Helsingør.