Sigøjnerbander invaderer Fyn

En målrettet politindsats i Syd- og Sønderjylland har fået de ubudne "turister" fra Rumænien og Bulgarien til at forlægge aktiviteterne til Fyn.

Fotografen får fuck-fingeren, fordi han ikke vil betale for at tage et billede. Arkivfoto: Simon Bohr. Fold sammen
Læs mere

En konsekvent politiindsats, hvor betjente ikke har tøvet med at finde bødeblokken frem, har jaget de sigøjnerbander væk, som har plaget store dele af det syd- og sønderjyske, skriver JydskeVestkysten tirsdag.

I to uger har sigøjnerne ellers været på spil i byer som Kolding, Fredericia, Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg.

- Da vi for en uges tid siden indførte en meget restriktiv linje og begyndte at uddele bøder, fortrak de med det samme. Det brød de sig ikke om, så jeg tror, de tog til Fyn i stedet, fortæller Lars Peter Madsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Ved Fyns Politi bekræfter vagthavende, at øen på det nærmeste er blevet invaderet af sigøjnerne.

- Vi arbejder i øjeblikket på en operationsplan, så vi kan få dem tilbage til Jylland, siger vagthavende lidt i sjov, lidt i alvor.

Politiet havde frygtet massevis af anmeldelser om lommetyverier, men dem har der næsten ingen været af. Til gengæld har mange følt sig forulempet, når sigøjnerne på eksempelvis gågaden i Kolding har forsøgt at sælge »guldsmykker« - af messing. Og i Esbjerg har bilister ifølge politiinspektør Svend Erik Larsen været udsat for tiggeri, når de har holdt for rødt.

Roma-ekspert Malene Fenger-Grøndahl, medforfatter til bogen »Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa«, mener, at invasionen bl.a. skyldes, at Rumænien og Bulgarien, hvor mange sigøjnere kommer fra, blev optaget i EU fra årsskiftet. Så kan man uden de store problemer rejse ind i Danmark som turist.

DF har stillet spørgsmål til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Retsordfører Peter Skaarup spørger, hvordan ministeren vil stoppe »den omfattende trafik med tiggere, lommetyve m.fl. fra østeuropæiske EU-lande«.

Kilde: JydskeVestkysten