Sifs pubertet begyndte, da hun var otte: »I idræt grinede de ad mine strækmærker, og sundhedsplejersken sagde, jeg var tyk«

Ny undersøgelse viser, at pigers pubertet begynder stadig tidligere, og det kan have store konsekvenser. Sif Bjerre Lindbys pubertet begyndte, da hun var otte år, og hun har måttet stå model til mobning og seksuelle tilnærmelser, mens hun blot var et barn.

Sif Bjerre Lindby kom i puberteten som otteårig, og allerede da hun var ni år gammel, fik hun sin første menstruation. I skolen blev hun mobbet med de strækmærker, hun fik, da hendes hud ikke kunne følge med kroppens vækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Horn

Hver eneste idrætstime måtte Sif Bjerre Lindby tåle klassekammeraternes latterliggørelse af de strækmærker, der har dækket store dele af hendes krop, siden hun var barn.

Hun kom i puberteten i en alder af otte år og fik sin menstruation, da hun var ni, og så gik det ellers stærkt.

På blot et år voksede Sif 22 centimeter i højden, og huden kunne ikke følge med. Store, røde striber begyndte at vise sig, og der gik ikke længe, inden pigerne i hendes klasse havde døbt dem »fartstriber«.

»Jeg fik mange skæve blikke, og jeg blev marginaliseret og sat udenfor. Jeg følte, at jeg var mærkelig og anderledes,« siger Sif.

Mobningen blev aldrig påtalt, og det er først inden for de seneste par år, at strækmærkerne ikke længere generer den nu 19-årige kvinde, fordi de er blegnet, så de ikke længere ses, medmindre man virkeligt kigger efter dem.

Sif bruger ordet »ensomt«, når hun skal beskrive sin pubertet, for hun havde ingen jævnaldrende at spejle sig i, da hun gennemgik udviklingen mod at få en ung kvindes krop, mens hun endnu kun var et barn.

Men Sif er langtfra den eneste, der har oplevet konsekvenserne af tidlig pubertet, og hun er bestemt heller ikke den sidste, der kommer til det. En ny international undersøgelse viser, at piger verden over går tidligere og tidligere i pubertet.

Pubertet som niårig

Undersøgelsen er foretaget af danske og udenlandske forskere og er i Danmark forankret på Rigshospitalet. Det er første gang, man systematisk måler forandringer i pigers pubertetsalder globalt.

Puberteten fastlægges i undersøgelsen efter, hvornår pigerne begynder at udvikle bryster, og undersøgelsen viser, at pigers pubertet siden 1977 og frem til 2013 gennemsnitligt er begyndt tre måneder tidligere pr. årti.

I 2006 blev det kortlagt, at pigers brystudvikling gennemsnitligt begyndte, når de var 9,8 år gamle, hvilket var et fald på 12 måneder sammenlignet med en undersøgelse fra 15 år forinden. Den nye undersøgelse sænker pubertetsalderen en smule mere, så den nu begynder, når pigerne er ni år.

I forbindelse med den nye undersøgelse har det ikke været muligt at kortlægge, hvad årsagen til udviklingen i unge pigers pubertet er, og det vækker bekymring hos Anders Juul, ledende overlæge på Rigshospitalet og initiativtager til undersøgelsen.

Ifølge ham kan tidlig pubertet nemlig medføre store konsekvenser for de piger, det rammer i en noget tidligere alder end hos deres jævnaldrende, fordi psyken nødvendigvis ikke følger med kroppens udvikling.

Følgerne kan være, at pigerne isolerer sig og bliver triste, fordi de ikke kan lide den måde, deres krop har udviklet sig på. Men de kan også være noget mere vidtgående, for ifølge Anders Juul følger der med tidlig pubertet også en let øget risiko for, at pigerne kommer til at få en tidlig seksuel debut eller kan ende med at blive seksuelt misbrugt, ligesom der også er en let øget risiko for, at de kan ende i et stofmisbrug eller med at være selvmordstruet.

Dertil medfører tidlig pubertet en øget risiko for brystkræft hos pigerne samt en højere sandsynlighed for diabetes og hjertesygdomme senere i livet.

Sif Bjerre Lindby

»De kiggede kun på min vægt og forholdt sig slet ikke til, at jeg var 20 centimeter højere end alle andre.«


Seksuelle tilnærmelser som 12-årig

Konsekvenserne af Sif Bjerre Lindbys tidlige pubertet slutter da heller ikke ved strækmærkerne.

Selv siger hun i dag, at de efterfølgende år gav hende et »forstyrret selvbillede«.

Årsagen var, at hun ved de årlige tjek hos sundhedsplejersken blev kaldt tyk og fik at vide, at hun skulle tabe sig.

»De kiggede kun på min vægt og forholdt sig slet ikke til, at jeg var 20 centimeter højere end alle andre,« siger Sif.

Konsekvensen blev et øget fokus på hendes madforbrug samt følelsen af, at alle andre også holdt øje med, hvad hun indtog.

Den tidlige pubertet medførte også, at Sif har oplevet at blive seksualiseret af mænd, selv om hun stadig kun var et barn.

Særligt husker hun en episode, hvor hun var på ferie med sin far. Her var der en ung mand, der tog kontakt til Sif, der på det tidspunkt kun var 12 år gammel, fordi han syntes, »hun var lækker i sin korte sommerkjole«.

Den tidlige pubertet medførte også, at Sif Bjerre Lindby har oplevet at blive seksualiseret af mænd, selv om hun stadig kun var et barn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Horn.

»Jeg turde ikke sige det til nogen, for jeg ville ikke lave en sag ud af det. Men det var meget ubehageligt,« siger Sif.

Hun forstår godt i dag, at den unge mand tog kontakt, for »han kunne ikke vide bedre«, men hun har også oplevet at få seksuelle tilnærmelser fra venner og bekendte, der udmærket har været bevidst om hendes unge alder. Og det synes hun ikke har været okay.

»Det har nogle gange efterladt mig med en følelse af, at det var mig, der var noget galt med,« siger Sif.

Sif Bjerre Lindby

»Det var svært, at alle så skævt til mig. Ingen forstod, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det lærte vi først om mange år senere.«


Manglende viden

Følelsen af at være forkert har været gennemgående i Sifs oplevelse med tidlig pubertet.

Når hun husker tilbage på den første gang, hun som niårig fik menstruation, mindes hun, at det foregik stille og roligt, selv om hun skulle forholde sig til, at der pludselig var blod i hendes trusser. På samme vis var det også uden stor ståhej, at hun i 2. klasse fik sin første BH, efter hun i længere tid havde været plaget af smerter i brysterne, der kun blev ved med at vokse.

Hendes egen mor havde nemlig også sin pubertet i en tidlig alder, så Sif var klar over, hvad den ville medføre. Hun var dog ikke forberedt på, at hun skulle forholde sig til, at ingen af hendes jævnaldrende forstod, hvad der skete med hendes krop.

Hun tror, at mange af konsekvenserne ved tidlig pubertet, som hun selv har mærket på egen krop, kan mindskes og måske endda helt elimineres, hvis man sørger for at sætte tidligere ind med viden om emnet på de danske skoler.

Den overbevisning er hun ikke alene om, for Sex og Samfund mener også, at der skal sættes tidligere ind, når det gælder informationer til børn om pubertet.

Lene Stavnsgaard, national chef for organisationen, har udtalt, at skolerne fremover bør undervise børnene i krop og pubertet allerede fra de allerførste klasser i indskolingen.

»Det var svært, at alle så skævt til mig. Ingen forstod, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det lærte vi først om mange år senere. Det nytter ikke noget, at seksualundervisningen starter i 6. klasse, når flere af pigerne får menstruation mange år inden,« siger Sif Bjerre Lindby.