Sidste danske konvoj ramt af vejsidebombe

Danmarks sidste konvoj ud af Irak kørt på vejsidebombe på turen til Kuwait. Ingen personer kom til skade, og konvojen er fremme i Kuwait.

Den officielle afsked fra den danske lejr i Irak blev tirsdag afbrudt af et raketangreb, men også den sidste danske konvoj ud af landet mærkede den tilspidsede sikkerhedssituation i landet. En civil lastbil kørte nemlig torsdag på en vejsidebombe, skriver Hærens Operative Kommando (HOK).

- Det var en konvoj, der bestod af personel og materiel på store lastbiler. En af de store lastbiler kørte på en vejsidebombe uden, at der skete noget på personel eller materiel, siger presseofficer i HOK Kim Grünberger.

Konvojen af lastbiler var den sidste af en stribe med isenkram fra den danske lejr Camp Einherjer. Lastbilen blev ifølge HOK lettere sodet og efter et kort ophold kørte konvojen videre.

Konvojen ankom fredag morgen klokken 5.15 irakisk tid til en amerikansk base i Kuwait. Der er fortsat et mindre antal af hærens soldater i den danske lejr.

/ritzau/