»Siden 2009 er vores liv fuldstændig ændret«

Giv os tid og lad os bruge penge på at arbejde os ud af krisen. Vi skal nok betale tilbage senere, lyder opfordringen fra et kriseramt Udkantsgrækenland, hvor fattigdommen breder sig.

lesbos
Udsigt fra stranden på Lesbos fejler ikke´noget.
Læs mere
Fold sammen

LESBOS: Emmanouil Armenakas beklager. Elevatoren i det, der indtil for tre år siden var byens rådhus, virker ikke. Det har den ikke gjort længe. Der er ingen penge til at reparere den.

»Vi er ramt af det, premierministeren har kaldt en humanitær krise,« siger han.

Emmanouil Armenakas ved, hvad han taler om. Han er viceborgmester i det kriseramte Grækenland – nærmere bestemt i byen Plomari på øen Lesbos. Altså i det Udkantsgrækenland, der allerede før landets finansielle nedsmeltning var økonomisk sårbart.

»Mange får ikke engang nok at spise, og i valgkampen opsøgte folk mig og tryglede om hjælp. En familie med to børn havde ikke penge nok til at købe sæbe. Det er meget, meget svært. Det er en katastrofe,« siger Emmanouil Armenakas, der også er advokat her i Plomari, den næststørste by på øen Lesbos.

Her venter de godt 80.000 øboere, inklusive de 3.500 tilbageværende indbyggere i Plomari, i spænding på udfaldet af den højspændte nervekrig, der nu på fjerde måned udkæmpes mellem Grækenlands ny, venstreorienterede premierminister, Alexis Tsipra, og de andre EU-regeringer – med den tyske kansler, Angela Merkel, i spidsen.

EU-parterne kræver omfattende græske reformer og offentlige nedskæringer i bytte for kontanter, der skal afdrage på Grækenlands gigantiske statsgæld og redde landet fra en bankerot.

»Siden 2009 er vores liv fuldstændig ændret,« konstaterer viceborgmesteren, der er medlem af det højreorienterede, nationalistiske parti, De Uafhængige Grækere, der er juniorpartner i koalitionsregeringen med det venstreorienterede parti Syriza.

»Eksempelvis ser vi langt flere mennesker med sociale problemer på grund af faldende lønninger og arbejdsløshed. Skatten er steget, og der er kommet nye skatter oveni. Det betyder, at folk – i bedste fald – kun har penge til det absolut nødvendigste som mad og elektricitet. Det har ramt forretningerne her i Plomari. 20 af dem har drejet nøglen om – det svarer til omkring hver tredje,« fortæller han.

Den græske tragedie har også ramt turismen, der sammen med olivenproduktionen er hovederhvervet i Plomaris og på hele Lesbos.

»Grækerne fra Athen og de andre store byer på fastlandet har ikke råd til at holde ferie på øerne mere,« siger Kostas Eleni Poulia, der driver en restaurant på et af byens små torve.

Plomari er tilmed blevet ekstra hårdt ramt, fordi byens administration er blevet lagt ind under hovedbyen Mytilene. Det skete for tre år siden som led i en af de utallige græske sparerunder.

»Før havde vi her i byen en række offentlige kontorer, der tog sig af elektricitet, telefon og så videre. Nu er det hele centraliseret, og det betyder, at vi nu i tre år er blevet glemt og svigtet. Selv affaldet fik lov at ligge, for der var ikke benzin til skraldebilerne. Men nu forsøger vi selv på frivillig vis at tage hånd om det,« siger Emmanouil Armenakas.

Han mener, at den nuværende redningsplan for Grækenlands kuldsejlede økonomi er en blindgyde med uforholdsmæssige negative konsekvenser for landets almindelige befolkning.

»Vi har brug for tid og tålmodighed, så vi kan investere i udvikling og skabe job i stedet for at bruge alle pengene på at afdrage på lånene. Vi vil arbejde os ud af krisen, så skal vi nok betale, hvad vi skylder, på et senere tidspunkt. Og så har vi brug for at få skatterne sænket. Løsningen er ikke at lægge endnu flere skattebyrder på befolkningen. De penge, vi ikke bruger på at afdrage lån, går til at betale skatter. Det slår folk ihjel,« siger viceborgmesteren.

Det kan de ansatte på sundhedscenteret på bjerget oven for byen tale med om. Her mangler de chauffører til ambulancen, fordi budgettet har fået et snit med sparekniven.

Sundhedscenteret og den tilhørende skadestue manglede på et tidspunkt også de mest basale ting såsom bandager og brandsårssalve.

»Vi havde fem chauffører, der på skift stod for ambulancekørslen. To af dem er holdt op på grund af alder, og vi er blevet lovet penge til at ansætte nye folk. Men det bliver ikke til noget,« siger sundhedscenterets socialarbejder.

Hun vil gerne fortælle om problemerne med at få en hverdag til at hænge sammen efter en nu flere år lang hestekur. Men den 48-årige kvinde ønsker ikke sit navn i avisen. Ikke efter at hendes chef, sundhedscenterets leder, har afvist at tale med udenlandsk presse, der, forstår man, har det med at portrættere grækerne som dovne og korrupte .

»Vi har været igennem en fyringsrunde, så der mangler hænder til at tage fra. For nogle måneder siden forlød det ligefrem, at centeret her skulle lukkes. Siden har vi intet hørt, så nu ved vi ikke, om vi er købt eller solgt,« fortæller socialarbejderen.

Hun får 1.400 euro – godt 10.500 kroner – om måneden efter 27 års anciennitet. Det er en god løn i Grækenland, hvor gennemsnitslønnen er faldet til 600 euro om måneden .

»Jeg får udbetalt 700 euro om måneden efter 26 år i det her fag,« siger centrets jordemoder og peger på en midaldrende, kvindelig rengøringsassistent.

»Hun arbejder syv timer om dagen og går for 300 euro,« siger jordemoderen, der mener, at Grækenland bør droppe euroen.

»Så må det blive endnu hårdere – for at blive bedre. Men vi skal af med det her åg,« siger hun med henvisning til den økonomiske hestekur, som de internationale långivere har pålagt Grækenland.

Den vej ud af krisen er der delte meninger om på sundhedscenteret og i Plomari. Andre vil ikke tilbage til grækernes gamle møntfod, drakmer. Til gengæld er de ansatte på centret enige om at være taknemmelige for at have et job.

Det er der nemlig millioner af deres landsmænd, der ikke har. Omkring 3,5 millioner grækere er arbejdsløse. Det svarer til cirka 25 procent, og ungdomsarbejdsløsheden er endnu højere.

Grækenlands økonomiske nedsmeltning betyder, at antallet af fattige er vokset kraftigt. Opgørelserne varierer, men mindst hver tredje græker lever nu under fattigdomsgrænsen, der på disse kanter er fastsat til, at en husholdning tjener mindre end 60 procent af en gennemsnitlig husholdning. For en familie på fire svarer det til en månedlig indkomst på omregnet 6.800 kroner.

I en rapport fra oktober sidste år, »Recessionens Børn«, skriver FNs Børneorganisation (UNICEF), at fattigdom blandt græske børn næsten er fordoblet til 40,5 procent siden 2008.

Tusindvis af de grækere, der har fået en fyreseddel, var ansat på hospitaler og andre steder i sundhedsvæsenet, men flere af landets sygehuse er blevet lukket – inklusive tre psykiatriske hospitaler.

Også de sidste er der ellers hårdt brug for nu, da krisen har ført til et stigende antal depressioner. Antallet af selvmord er ifølge det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet næsten fordoblet. Og den franske humanitære organisation, Médicins du Monde – som ellers mest forbindes med nødhjælp i udviklingslande – har fået rigeligt at se til i de græske gader. Organisationen rapporterer om et stigende antal grækere, der opsøger dens klinikker. Klinikker der før krisen ellers hovedsaglige var forbeholdt det store antal flygtninge, der er landet i Grækenland.

Presset fra de mange flygtninge – i disse år især syriske krigsflygtninge – kender de også i Plomari og på resten af Lesbos. Byen ligger direkte ud til Det Ægæiske Hav og kun et par timers sejlads fra Tyrkiet, hvorfra menneskesmuglerne sender flygtninge ud i overfyldte både, der ikke klarer turen.

»Det er et stort problem. For os her i Plomari, for Lesbos, for Grækenland og for Europa. Vi kan ikke klare problemet selv. Vi har ikke råd. Vi skal have hjælp fra resten af Europa,« siger viceborgmester Emmanouil Armenakas, der dermed mener at have fremført endnu et argument for, at Tyskland og de andre EU-partnere skal være tålmodige og give grækerne tid til at komme ud af krisen.

Men holdningen i store dele af resten af EU er jo, at I ligger, som I har redt. At krisen i Grækenland er jeres egen skyld, fordi I årtier ikke har betalt skat, og fordi skiftende regeringer bare har lånt alt det, de kunne i udlandet. Det har været en fest ...?

»Ja, det var en fest, også her i Plomari. Mine forgængere på borgmesterposten ansatte for mange mennesker, de købte store biler og ødslede med pengene. Men de reparerede ikke vejene og havnen, og nu er vi så havnet i den her krise. Vi har brug for, at I viser os tillid. Hav til tillid til grækerne og vores nye regering. Dens medicin er rigtig: De rige skal beskattes, korruptionen skal bekæmpes og pengene skal bruges på at hjælpe de fattige og skabe job,« siger Emmanouil Armenakas.

Som medlem af det lille regeringsparti støtter viceborgmesteren i øvrigt det seneste krav fra premierminister Alexis Tsipras om tysk krigsskadeerstatning for nazisternes besættelse under Anden Verdenskrig. Kravet blev i den forløbne uge opgjort til 278,7 mia. euro – lidt over 2.000 mia. kroner.

»Vi vil have erstatning, ligesom andre lande har fået det. Eksempelvis havde min bedstefar tre store skibe, og han handlede med olie, olivenolie og andre ting med Tyrkiet. Da tyskerne kom, tog de skibene, og min familie mistede alt, og det er aldrig blevet erstattet,« siger viceborgmesteren, inden han viser ud til trappen ved siden af elevatoren, som der måske en dag bliver penge til at reparere.

Giv os tid og lad os bruge penge på at arbejde os ud af krisen. Vi skal nok betale tilbage senere, lyder det fra desperate grækere

Posted by Berlingske on 12. april 2015