»Shit, vi skal væk herfra«

Mette Holmboe overlevede sammen med sin mand, Nikolaj, mirakuløst tsunamien, der for ti år siden skyllede ind over Sydøstasien. I dag spøger katastrofen stadig.

Den første tsunami ruller ind over stranden. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Karl og Matilde er overbevist om, at deres mor væltede på cyklen uden cykelhjelm og skrabede højre side af hovedet, siden hun i dag har et kunstigt øre og tre titaniumskruer siddende dér, hvor det rigtige øre burde være.

Men når børnene bliver ældre, vil deres mor Mette fortælle, hvordan hun mistede sit øre under forældrenes ferie i Thailand i julen 2004. Hun vil fortælle, hvordan vandmasserne fra tsunamien den 26. december kastede dem rundt, så de nær ikke var kommet hjem igen.

Her er, hvad hun vil fortælle dem. Det var parrets drømmeferie. Mette og Nikolaj var taget tilbage til Thailand, hvor de halvandet år forinden var blevet viet Holmboe. De havde sparet en hel måneds ferie sammen og planlagt alting hjemmefra. De skulle udforske de thailandske regnskove og dase på de lange, hvide sandstrande.

Deres far, Nikolaj, vågnede tidligere end Mette den 26. december. Han snørede løbeskoene og luntede hen langs strandkanten. Det var en stille morgen, husker han. Afslappet og rolig. Folk sad på stranden og spiste bananpandekager. Han rundede et par klipper, inden han løb tilbage til parrets spinkle murstensbungalow, der lå på første parket ud til vandet i Khao Lak.

Han vækkede Mette, så de sammen kunne spise morgenmad på hotellets restaurant. De lagde sig ved poolen efter morgenmaden, indtil Mette trissede ned for at hente en rejseguide i deres bungalow.

Da hun nåede ned til stranden, så hun, hvordan alle stod og kiggede ud over vandet, der havde trukket sig tilbage. Selv køkkenpersonalet havde lagt panderne fra sig og var kommet ud for at se, hvad der skete.

Børn og voksne var gået ud for at udforske koralrevene, mens vandet var forsvundet. De begyndte at samle sprællende fisk op fra havbunden.

Det skulle Nikolaj se, tænkte Mette. Han havde lige fået nyt job som havbiolog og ville sikkert synes, det var spændende. Hun gik straks tilbage for at hive ham med ned til strandbredden.

Ude på havet, kunne de skimte, hvordan der blev dannet en hvid horisont af en stor bølge. Det var der ikke noget faretruende over, husker parret. Den var langt væk og lignede den perfekte surferbølge.

Pludselig rejste bølgen sig og knuste en fiskerbåd mod de klipper, som Nikolaj rundede på sin morgenløbetur. På få sekunder sluttede drømmeferien for Mette og Nikolaj.

»Shit, vi skal væk herfra,« sagde de til hinanden.

Den første tsunami ruller ind over stranden. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det var et undersøisk jordskælv vest for øen Sumatra i Indonesien, der den 26. december 2004 om morgenen lokal tid udløste tsunamien og blev en af de begivenheder, hvor vi længe efter vil huske, hvad vi lavede præcis den dag.

Jordskælvet blev målt til hele 9,3 på Richterskalaen og skabte en serie ødelæggende tsunamier, som ramte de fleste kyststrækninger ud til det Det Indiske Ocean. Flere end 230.000 mennesker mistede livet under tsunamien, der regnes som en af historiens mest dræbende naturkatastrofer.

Mette og Nikolaj løb hver sin vej, da vandmasserne strømmede ind over stranden.

Nikolaj havde retning mod parrets bungalow. Han havde set mennesker blive skyllet væk af vandet. Måske kunne bagsiden af bungalowen redde ham. Han nåede aldrig så langt. Vandmasserne væltede ham omkuld, og han så bungalowen blive opløst af det kraftfulde vand, så kun betonfundamentet stod tilbage.

Mette hoppede ned i et udtørret flodleje med tunge sten i kanterne som en skyttegrav for at beskytte sig mod vandmasserne, der nærmede sig.

Det nyttede ingenting. Det grumsede vand fossede ind over Mette og rev hende rundt som en centrifuge med murbrokker. Hun blev moslet rundt mellem stenene og kunne intet gøre for at forhindre slagene mod kroppen.

»Jeg tænkte, for helvede, jeg kan ikke dø sådan et sted, på sådan en drømmeferie. Det var så uretfærdigt. Men jeg var klar over, at jeg skulle dø. Sådan måtte det være. Jeg begyndte at overveje helt nøgternt, hvordan jeg nemmest kunne ende mine pinsler. Skulle jeg begynde at drikke vandet? Der var ikke nogen grund til at trække det ud. Det kunne lige så godt overstås,« fortæller Mette.

Hun nåede aldrig så langt. Pludselig bankede hun højre side af hovedet mod stenene og nåede lige at tænke; »Endelig er det slut«.

Alting sortnede.

Det brusede for hendes ører. Kroppen glødede skiftevis mellem at være brændvarm og iskold. Himlen var blå.

Hun overlevede.

Afkræftet og med en arm greb hun fat om et gummitræ. Hun kæmpede for ikke at ryge med vandet ud igen. Alt var revet af hende. Hun havde kun bikinitrusser på. Alt andet var skrammer, blod og mudder. Hendes højre arm var flået op, og højre side af ansigtet var et stort sår, hvor øret dinglede løst.

Lokale overlevne vandrer rundt i ødelæggelserne ved Khao Lak efter tsunamien i december 2004 i samme område, hvor Mette og Nikolaj Holmboe blev fanget af de enorme vandmasser. Fold sammen
Læs mere

»Det var en side af mig selv, jeg aldrig har oplevet før. Jeg ville have troet, jeg var bange eller ked af det. Men alle de følelser, man ikke kan bruge til noget for at overleve, bliver sorteret fra. Sådan er kroppen forhåbentlig skabt. Jeg ville ikke kunne have brugt angst, det ville have gjort mig svag, mens vreden fik mig til at overleve. Jeg har oplevet en side af mig selv, som var ufattelig stærk, men som jeg forhåbentlig aldrig kommer til at opleve igen,« siger Mette i dag ti år efter.

Da vandmasserne aftog, kravlede hun hen mod det, der var tilbage af bygningen af den lokale netcafé. Her havde parret dagen forinden skrevet en fyldig mail til deres venner og forældre hjemme i Danmark om, hvor fantastisk deres ferie var.

Mette krøb ind i de smadrede lokaler og kølede højre side af ansigtet i det grumsede vand. Hun husker, hvordan folk omkring hende var paniske og græd.

Nikolaj vågnede hårdt forslået op midt inde i en gummitræplantage. Han var ligesom Mette blevet slæbt mere end 500 meter af vandmasserne, men et ståltrådshegn havde viklet sig om hans venstre ben og bremset ham.

Han rejste sig og forsøgte at humpe gennem plantagen, hvor vandet mellem gummitræerne havde efterladt rejsekuffertere og personlige ejendele. Han råbte efter Mette.

»METTE.«

Intet svar.

»METTE,« forsøgte han igen.

Anden gang svarede Mette med en svag stemme fra resterne af netcaféen. Nikolaj humpede over til hende, hvor de sammen med andre tilskadekomne sad og ventede, indtil folk turde nærme sig katastrofeområdet og hjælpe dem væk.

Mette var så medtaget, at hun blev lagt på en afreven dør og løftet op på ladet af en af de lokales pickup. Nikolaj og andre tilskadekomne på ladet måtte holde fast på hende og døren, så hun ikke røg af, mens bilen drønede af sted over den sumpede jord og de ødelagte veje mod sygehuset.

Selv om vandet havde skyllet hans kontaktlinser ud, kunne Nikolaj se, hvordan vandmasserne havde fjernet hele hotelkomplekser, og da bilen på vej til sygehuset et kort øjeblik holdt stille, så han en far holde sin døde datter i favnen. I dag priser han sig lykkelig for, at han ikke kunne se mere.

Det lokale sygehus var på ingen måde gearet til at tage imod så mange mennesker på én gang. Det var et virvar.

Mette blev lagt på den afrevne dør i et hjørne af sygehuset, mens Nikolaj blev sendt videre i systemet, fordi plejepersonalet slet ikke havde tid til at tilse ham.

De blev skilt fra hinanden.

Mens Nikolaj blev lappet nogenlunde sammen på flere forskellige hospitaler for til sidst at blive fløjet til et hospital i Bangkok og senere lande i Danmark den 1. januar, lå Mette stadig i Thailand. Hendes højre øre var revet i stykker, og de lokale læger manglede både bedøvelse og de rette remedier til at sy øret på igen. De forsøgte alligevel.

Lægen dyppede lidt sprit ud over øret for at identificere sårene og begyndte at sy. Uden bedøvelse. Det nyttede ikke, operationen mislykkedes.

Senere sammen aften blev Mette transporteret videre til et større hospital i Phang Nga, hvor hun gennem fire dage svævede mellem bevidstheden og fejlslag operationer, indtil en tysk læge ved et tilfælde opdagede hende og fik hende med i et tysk militærfly til Köln.

»Det er lidt hårdt at sige, men det gjorde mig vred, at Nikolaj bare var taget væk. Jeg havde en følelse af, han havde efterladt mig nede i den heksegryde, nede i det mareridt. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for det. Men mens jeg lå på hospitalet i Phang Nga, tænkte jeg ikke særligt meget på ham. Jeg fortrængte de følelser, det var en irrationel angst for, hvad der var sket ham. Min krop tænkte, du har set ham, så lad være med at spekulere på det. Brug ressourcerne på dig selv, du skal overleve,« fortæller Mette og beskriver det som kroppens ubevidste reaktion.

Hun blev med det samme undersøgt på det tyske hospital. Der var gået koldbrand i sårene på hendes arm og højre side af hovedet.

Senere fortalte lægerne, hvordan hun nær havde mistet armen. Sårene havde med Mettes egne ord fået armen til at ligne en rådden makrel, hvor man kunne se lige ned i senerne.

Den 4. januar landede Mette i Danmark. Hun blev kørt direkte til Odense Universitetshospital, hvor Nikolaj lå og ventede på hende på afdeling O4. Personalet havde sørget for, at parret kunne få deres egen stue.

Men det blev ikke den lykkelige genforening, som man kunne have forestillet sig.

»Det var akavet at gense Nikolaj. Alle havde glædet sig på vores vegne over, at vi skulle se hinanden igen, men vi havde så meget at bearbejde. Jeg sloges med, at han var kommet så hurtigt videre, mens jeg havde ligget i det helvede dernede. Det var svært at skulle være alene med ham igen, og jeg var slet ikke mig selv,« siger Mette.

Khao Lak var et af de hårdt ramte områder i Thailand. Mange danskere og skandinavere var på ferie i Thailand, da tsunamien ramte. Ialt 46 danskere døde. Tsunamien skabte ødelæggelser i store dele af Sydøstasien. Samlet mistede over 230.000 mennesker livet. Fold sammen
Læs mere

»Det var surrealistisk at komme hjem til Danmark, der var så meget opmærksomhed omkring én. Tænk at møde al den kærlighed og folk, der står og græder, fordi man er live. Det var helt vildt at opleve. Vi fik nærmest blomster fra alle, vi kendte. Det var så rørende. Men jeg havde svært ved at føle noget som helst, fordi jeg havde opbygget en følelsesmæssig skal, som jeg ikke kunne fjerne,« fortæller Mette.

Gennem to år med operationer, ind og ud af fuld narkose og lange genoptræningstimer blev skallen hårdere. Samtidig genoptog hun sit studie til bygningskonstruktør mindre end en måned, efter at hun var kommet hjem i Danmark.

Det blev konkrete holdepunkter, der fik hende til at udskyde den psykiske bearbejdelsesproces.

»Jeg var så hård ved mig selv i den periode. Jeg kunne slet ikke tillade mig at give slip og være ked af det, i stedet blev jeg ved med at have en forsvarsmekanisme oppe,« fortæller Mette.

Efter studiet forsatte hun med at pukle videre på jobbet. En dag blev det for meget for hende. Hun brød sammen og kunne ikke holde op med at græde. Kroppen skulle være fysisk klar, før den kunne kapere det psykiske, filosoferer hun. Det var den nu, og det var nær endt i en depression. Heldigvis hjalp en dygtig psykolog hende videre.

Mette og Nikolaj ser for første gang hinanden på Odense Universitetshospital efter hjemkomsten. Det blev ikke den lykkelige genforening mellem de to som forventet, for Mette følte sig svigtet efter at være blevet efterladt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

»Nu hvor vi har bearbejdet oplevelsen ti år efter, er det blevet en del af os, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville have været den foruden,« siger Mette.

Nikolaj nikker og aer hende på låret.

»Vi er blevet bedre til at komme uden om banaliteter, som vi tidligere kunne dvæle ved,« siger han og hæfter sig ved humoren, som har været et vigtigt redskab for parret til lappe de psykiske sår og hjulpet dem med at komme videre:

»Humor er guld værd i al heling. Hvis man kan more sig, heler man bedre. Som da vi stavrede rundt på hospitalsstuen og lignede nogle gamle krykhusarer med stikkelsbærben stikkende ud af alt for store underbukser, mens vi haltede over for at kysse hinanden som et ældre ægtepar.«

Arene på deres kroppe heler ganske vist, men da Nikolaj så datteren Matilde sidde i en vakkelvoren karrusel på Kirsebærfestivalen i Kerteminde, fik han fornemmelsen af ikke at kunne gøre noget, hvis karrusellen væltede. Det gav et sug i maven, og mindede ham om, hvor lidt kontrol vi har over vores eget liv.

Og da han første gang efter katastrofen atter stod i vandkanten på vej ned under overfladen som havbiolog, mærkede han suset fra tsunamien, da et lille bølgeskvulp et kort øjeblik fik ham til at miste balancen.

Når Mette mærker blæsten tage til eller tænder for TV-nyhederne og ser, hvordan laviner rutsjer ned ad bjergsider, mærker hun svagt vandmasserne i sin krop.

Tsunamien mindede dem om skrøbeligheden i livet og har lagt en dæmper på deres eventyrlystne ferier, men frygten skal ikke få overtaget, for som Mette siger:

»Vi skal jo leve livet, ellers er det fuldstændig absurd, at vi fik lov til at beholde det dengang. Så er det spildt. Vi er blevet bedre til at nyde de små øjeblikke efter tsunamien og er mere bevidst om, at vi kun har det her ene liv, som vi skal sørge for at få det bedste ud af.«