Sharia-lov udbredt i Danmark

Muslimsk lov styrer muslimske indvandreres familieliv i Danmark. Juridisk ekspert opfordrer til større forståelse for den muslimske retspraksis fra de danske myndigheder.

Pakistanske, irakiske og andre muslimske indvandrerfamilier her i landet følger i udbredt grad helt andre retsnormer ved siden af de danske. De lever deres liv efter sharia - islamisk lov og sædvaner - som bl.a. under visse betingelser tillader flerkoneri. Islamisk lov bygger grundlæggende på Guds ord i Koranen, mens dansk ret er menneskeskabt.

Selv om mange muslimer også samtidig er gift på dansk vis, har de muslimske regler altid forrang. Sådan lyder forklaringen fra den pakistanskfødte ekspert lic.jur. Rubya Mehdi. Hun er forsker ved Carsten Niebuhr-instituttet og har speciale i islamisk ret. Hun rådgiver blandt andet myndighederne i retssager og er senest blevet tilknyttet Høje-Taastrup kommune: »Alle muslimer gifter sig to gange. Ægteskabet gælder kun, når det er indgået foran en imam. Man må forstå, at det er hjemlandets regler, som præger disse menneskers forestillingsverden ved siden af den danske lovgivning,« lyder det fra Mehdi.

Imamer herhjemme fortolker og udfærdiger for eksempel islamiske ægteskabsdokumenter. Selv om ægteskaberne og skilsmisserne ikke er juridisk gældende i Danmark, så pålægger de reelt ægtefællerne islamiske leve- og retsregler, der ved bl.a. dødsfald og skilsmisse diskriminerer kvinden.

Efter en fortolkning af islamisk ret arver en enke eksempelvis kun relativt lidt - fra 12,5 procent. Resten tilfalder børnene. Ifølge en udbredt udlægning af islamisk ægteskabsret er der heller ikke formuefællesskab mellem ægtefællerne, hvilket betyder, at kvinden ved skilsmisse som oftest kun er sikret en såkaldt »morgengave« (mahr, red.). Morgengaven kan være alt fra symbolsk til et ganske stort pengebeløb, som er aftalt mellem ægtefællerne ved indgåelsen af ægteskabet.

En dom fra Københavns Byret viser vanskelighederne, når dansk ret skal tage højde for muslimske kontrakter og aftaler, mener Rubya Mehdi. Retten har afvist at pålægge en muslimsk mand at betale den aftalte morgengave på 40.000 kroner til sin fraskilte kone. Nu er det op til Østre Landsret at afsige kendelse, og der ventes dom til april.

Ahmed Abu Laban, der er en kendt imam i København, bruger som andre muslimske bønneledere en stor del af sin tid på islamiske vielser og andre gøremål i forbindelse med familieanliggender. Han siger, at det er helt normalt at følge de islamiske arveretsregler, når man er islamisk gift i Danmark, men at det sker helt frivilligt:

»Vi blander os ikke i, hvordan de fordeler deres bo ved skilsmisse. Men når de kommer og spørger os om de islamiske arveregler, så rådfører vi dem om reglerne,«

Advokat Jens Jørgen Viuff, der specialiseret sig i islamisk arveret, finder det »umiddelbart« rimeligt at give danske domstole ret til at pålægge mænd at betale den morgengave, som parret har truffet aftale om ved indgåelse af det islamiske ægteskab. Også selv om ægteskabet ikke er retsgældende i Danmark.

»Umiddelbart vil det være meget fornuftigt - for helt overordnet er den islamiske arveret klart til mandens fordel. På den anden side kan det i nogle tilfælde også være uretfærdigt over for manden, fordi gaven kun er et element ud af flere i den islamiske arveret. Inden man foretager ændringer bør man derfor først undersøge arveretsreglerne grundigt,« siger Jens Jørgen Viuff, SøndagsMagasin side 3