Hvad gør man, hvis man gerne vil generobre positionen som popmusikkens største sexsymbol, efter at man har lagt karrieren på hylden i et par år for lige at få et barn med en fodboldstjerne?
For sangerinden Shakiras vedkommende vælger man at lade hofterne tale og allierer sig med hende, der har stjålet førstepladsen. Således kan man på videoen til første nummer på Shakiras nye album, »Can’t Remember To Forget You«, se hende og Rihanna køre en konkurrence om, hvem der i løbet af tre minutter kan smide mest tøj og stille sig i flest udfordrende positurer.
Set herfra virker det unægtelig en smule klichéfyldt og fuldstændig, som om der absolut intet nyt er sket, siden Shakira lagde verden ned med hits som »Hips Don’t Lie« og »She Wolf«.
Men man må også samtidig forstå, at denne flirt med et forbudt seksuelt eksplicit univers er en så indgroet del af den latinamerikanske musikkultur, at det ville være meget underligt, hvis netop Shakira ikke benyttede sig af sit mest kendte varemærke og gjorde ting med sin krop, som det er de færreste mennesker forundt.
Det korte af det lange er, at den colombianskfødte sangerinde i sit forhold med fodboldstjernen Gerard Piqué fra FC Barcelona og sin nye rolle som mor fortsætter, hvor hun slap – nu iført sort lingeri og med en spansk guitar strittende direkte op mellem benene, som man kan se på bagsiden af bookletten på hendes nye album.
Musikken er for hovedpartens vedkommende den samme skønsomme blanding af latininspireret popmusik tilsat den lille del rockattitude, som hun altid har været kendt for. Som på førnævnte duet med Rihanna, hvor omkvædet får fuld skrue med guitar og trommer, eller den tunge »Spotlight«. Det gælder også powerballaden »Empire«, hvor Shakira tryller med sin karakteristiske vokal, knækker på toppen og viser, at hun stadig mestrer hele spektret.
Hun er en dygtig sangerinde. Emotionel og med en power, der overgår de fleste af hendes kollegers. Men hun er samtidig også underligt flagrende i sit udtryk. Så får vi lidt af førnævnte powerrock. Så får vi lige en rigtig latinoslasker med »Dare (La La La)«, der så oveni tilføres lidt fra den elektroniske dancegenre og i øvrigt også lanceres i en speciel fodboldversion til VM i Brasilien til sommer.
Og pludselig er der så reggaetoner i »Cut Me Deep«, der bliver efterfulgt af den country-inspirerede popsang »23«. Jeg synes, at det tenderer stilforvirring, selv om der unægtelig er hitpotentiale i en del af det.
Traditionelt set har Shakira en stor del af sin fanskare baseret i den spansktalende del af verdens befolkning, og de bliver naturligvis ikke ladt i stikken med hendes nye album, der har to numre med i spanske versioner.
Og måske ikke så underligt virker det, som om Shakira her føler sig på hjemmebane. Især på den tilbagelænede »Loca Por Ti« virker Shakira i sit helt rette element. Ikke så forceret, ukrukket og med en sang, der ikke indbyder til mere hoftevrid end det, der opstår naturligt, når foden vipper til en god popsang.
Storsælgende og frækt kan man langtfra kalde det, men mindre kan nu også nogle gange være rigeligt.
Hvem: Shakira.
Hvad: »Shakira«. Sony Music,