SFI: Mandefag og kvindefag er skyld i ulige løn mellem kønnene

Mænd og kvinder arbejder i hver deres sektorer, og det er en af forklaringerne på, at kvinderne ifølge en fremskrivning først vil få lige meget i løn som mænd i 2126. Det fortæller afdelingschef Lisbeth Pedersen fra SFI, som har lavet beregningen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søndag markerede kvinderne deres internationale kampdag, og hvis man ser på, hvordan lønnen fordeler sig mellem mænd og kvinder, er der stadig noget at kæmpe for. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har lavet en beregning, som viser, at hvis lønudviklingen fortsætter, som den gør nu, vil kvinder først få lige så meget i løn som mænd, når vi skriver 2126.

Ifølge afdelingschef for Beskæftigelse og Inklusion ved SFI, Lisbeth Pedersen, skyldes det i høj grad, at mænd og kvinder ikke vælger de samme job.

»Mænd og kvinder er placeret i forskellige sektorer på arbejdsmarkedet, hvor der gives forskellig løn, og de har hver især en meget lille tilbøjelighed til at flytte sig,« siger hun.

Lisbeth Pedersen understreger, at beregningen ikke præcist forudser, hvornår lønforskellen mellem mænd og kvinder forsvinder, men hun mener, at den fint illustrerer den langsomme udligning.

Hun peger også på fastfrosne lønstrukturer som en anden forklaring på, hvorfor der skal gå 111 år, før kvindernes løn er på højde med mændenes.

»Vi har en meget stiv lønstruktur på det danske arbejdsmarked. Den måde lønningerne ligger i forhold til hinanden set på arbejdsgrupper, flytter sig meget lidt. Når nogle grupper ligger højere end andre, vil de blive ved med at gøre det, fordi vi forhandler nogle ensartede procentuelle stigninger, når vi forhandler løn,« fortæller Lisbeth Pedersen.