SF vil styrke danskernes ret til at ytre sig og demonstrere

De seneste ti år er der i dansk politi sket et »værdipolitisk og retspolitisk skred«, mener SF, som også griber i egen barm i et nyt udspil om ytrings- og forsamlingsfrihed.

Foto: Torkil Adsersen. Lisbeth Bech Poulsen, SF, på Christiansborg (Arkivfoto: Torkil Adsersen/Scanpix 2013)
Læs mere
Fold sammen

Spørgsmålet om krænkelser af ytringsfrihed i Tibet-sagen; stigningen i antallet af præventive frihedsberøvelser; offentlighedsloven der har begrænset offentlighedens indsigt i statens sager.

Spørger man Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti (SF), er der sket »et værdipolitisk og retspolitisk skred« i Danmark over de seneste ti år.

Retsordføreren fremhæver i den forbindelse ovenstående sager som eksempler på, at udviklingen er gået i den forkerte retning, hvad angår danskernes basale frihedsrettigheder.

»De er illustrative for det skred, jeg mener, der er sket, og hvor der i lovgivningsprocessen gang på gang bliver henvist til bekæmpelse af kriminalitet eller terror. Det er simpelthen en udnyttelse af situationer, hvor folk er bekymrede, og hvor frihedsrettigheder virker som en abstrakt størrelse, for det har vi jo i Danmark, men det er på tide, vi vender fokus på det,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

Af samme grund lancerer SF nu et »udspil om ytrings- og forsamlingsfrihed«, som oplister seks politiske forslag, der skal bolstre danskernes ret til ytrings- og forsamlingsfrihed ud fra grundsætningen:

»Stærke frihedsrettigheder er forudsætningen for et sundt demokrati«.

Et af de seks indsatspunkter, som SF-politikeren finder problematisk, er de administrative frihedsberøvelser, som politiet de seneste år i stigende grad har benyttet sig af, som Berlingske i dag kan beskrive.

Politiets mulighed for at administrativt frihedsberøve er »i vores (SFs, red.) optik blevet misbrugt til at opbryde lovlige demonstrationer, begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden samt hårdhændet håndtering af aktivister,« lyder det i udspillet.

SF foreslår med lovforslaget også en »opprioritering af hensynet til ytrings- og forsamlingsfriheden i politiloven«.

Det »vil i kombination med klarere regler for politiets ageren for fremtiden være med til at sikre, at denne slags skandaler og brud på lovgivningen forhåbentlig ikke finder sted. Endelig bør Lømmelpakken rulles tilbage således, at administrative frihedsberøvelse ikke må overstige 6 timer.«

Den bredt kritiserede såkaldte Tibet-sag får ligeledes omtalt i udspillet:

»Vi vil fremadrettet arbejde for, at politiets retningslinjer i sådanne situationer er helt klare og forsøge at formulere reglerne således, at der afskærmes fra direkte politisk indblanding i politiets arbejde på området.«

Hug til offentlighedsloven

Derudover foreslår partiet at nedsætte en »Ytringsfrihedskommission«, lige som partiet foreslår at »screene« alle nye lovforslag i forhold til konsekvenser for retssikkerheden.

Men SF griber dog også i egen barm med udspillet, hvor også Offentlighedsloven - som partiet i sin tid selv stemte for - får hug med på vejen:

»Ændringerne i Offentlighedsloven, som blev gennemført under den tidligere regering med deltagelse af SF, bør ændres. (...) Offentlighedsloven var tænkt som en forbedring af gennemsigtigheden af statsapparatet, men er endt med at blive brugt som det modsatte. Disse paragraffer bør tilbagerulles, således at journalister og offentligheden igen har mulighed for at følge med i statens arbejde på tilfredsstillende vis.«