SF: Regeringen skal forklare spiontjenestes ulovlige søgning

Forsvarets Efterretningstjeneste har ifølge ny rapport foretaget ulovlige søgninger på personer i Danmark.

Foto: Nikolai Linares. Arkivfoto. Forsvarets Efterretningstjeneste har ifølge ny rapport foretaget ulovlige søgninger på personer i Danmark.
Læs mere
Fold sammen

Det går ikke, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ikke lever op til lovens krav.

Sådan lyder det fra forsvarsordfører Holger K. Nielsen (SF), efter at en rapport slår fast, at FE har foretaget ulovlige søgninger på personer i Danmark.

Derfor vil SF nu gå til forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

»Vi er nødt til i første omgang at få en forklaring fra forsvarsministeren, og det vil jeg også spørge ham om,« siger Holger K. Nielsen.

»Men det er da indlysende, at det her ikke går. Derfor er forsvarsministeren nødt til at indskærpe for FE, at det er totalt uholdbart.«

Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET) udgav fredag en årsrapport. Her fremgår det, at 12 procent af FE's elektroniske søgninger på personer hjemmehørende i Danmark i 2016 var ulovlige.

Søgningerne blev nemlig foretaget uden, at der var blevet indhentet en retskendelse hos en dommer.

/ritzau/