Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SF kommer nu med hård kritik af Barbara Bertelsens ageren i minksagen. Det skriver Ekstra Bladet.
Det sker på grund af flere særdeles opsigtsvækkende sms'er fra statsministeriets departementschef, der torsdag blev fremlagt i Minkkommissionen.
Blandt andet viser sms'erne, der er skrevet i en barsk tone, Barbara Bertelsens store utilfredshed med, at daværende direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak ifølge hende ikke var klar nok i mælet omkring nødvendigheden af at slå alle mink ned.
Karina Lorentzen, medlem af Granskningsudvalget for SF, mener, at Barbara Bertelsen går for langt i sms'erne og burde have respekteret den faglige vurdering.
»Når man læser de her sms'er, så får man et indtryk af, at der er blevet skubbet på for bestemte holdninger. Når man får en faglig vurdering, så skal man selvfølgelig respektere den. Jeg synes, at tonen og signalet i sms'erne er skævt,« siger hun til Ekstra Bladet.
Kaldte Kåre Mølbak »total fej kujon«
Sms'erne blev sendt både under og efter regeringens pressemøde 4. november 2020, hvor det blev meddelt, at alle mink i Danmark skulle aflives. Her sagde Kåre Mølbak, at mink i Danmark ville være en »betydelig risiko for folkesundheden«.
Men det var ikke nok for Barbara Bertelsen, der skrev en sms til Per Okkels, forhenværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet:
»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os.«
Allerede dagen efter var hun igen utilfreds med Kåre Mølbak i endnu en sms. Her kaldte hun blandt andet Kåre Mølbak en »total fej kujon«.
»Er sgu virkelig ikke i orden over for Mette, det han gør. Han ved udmærket godt, hvad det betyder. Så han kommer med risikovurdering, som er helt klar. Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes der pba hans anbefaling er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret. Og han har én gang set, hvilken reel fare det udgør for statsministeren. Simpelthen så skuffende,« skriver hun i sms’en, der afsluttes med en sur smiley.
Kommentatorerne Bent Winther og Michael Kristiansen har tidligere sagt til Berlingske, at sms'erne fra Barbara Bertelsen er yderst bemærkelsesværdige og siger meget om hendes måde at arbejde på.
»Man skal lige sunde sig. Jeg synes, det er voldsomt. Det er en ekstrem styring, jeg aldrig nogensinde har oplevet en departementschef i Statsministeriet udøve. Der er ikke meget dialog, det er kommandoer, der bliver sendt afsted,« sagde Michael Kristensen blandt andet.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Statsministeriet. Dette har ikke været muligt.