Sex-kunder kan straffes for voldtægt

Sex med prostituerede, der er ofre for menneskehandel, kan straffes som voldtægt. Det viser et svar fra justitsministeren til Folketingets Retsudvalg.

Mænd, der køber sig til sex hos prostituerede, kan straffes for voldtægt. I hvert fald hvis kunden er vel vidende om, at pigen kun indgår handlen, fordi hun bliver tvunget til det af andre.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Lene Espersen (K) til Folketingets Retsudvalg.

Svaret kommer, efter at De Radikale i november sidste år fremsatte et lovforslag der indebærer, at sex-kunder bør kunne straffes med fængsel i op til to år, hvis den prostituerede er offer for menneskehandel.

Det fremgår desuden af redegørelsen fra justitsministeren, at myndighederne - trods lovens bogstav - ikke har kendskab til sager, hvor der er rejst tiltale for voldtægt mod sex-kunder til menneskehandlede prostituerede.

/ritzau/