Sensitive børn: »Hvis barnet bare går lidt ud til siden, skal der en etikette på«

Debatten om de særligt sensitive børn afslører, at forældres bekymring over deres egne børn i dag ofte kredser om børnenes temperament. Men forældre skal lade være med at være behandlere og i stedet blot være mor og far, lyder det fra to eksperter.

For børn af bekymrede forældre kan det mindste »fejltrin« resultere i, at de påduttes en etikette. Men forældre skal huske, at vi er forskellige som mennesker, siger speciallæge i børnepsykiatri. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den ene lejr mener, at de særligt sensitive børn skal mødes med forståelse, fordi de har et sensitivt karaktertræk i deres sind. Den anden lejr mener, at de særligt sensitive børn er lig med overforstående forældre, der ikke tør opdrage med fast hånd. Debatten om de særligt sensitive børn har raset, efter at Berlingske har bragt en række artikler om emnet. En debat og samfundstendens, der i speciallæge i børnepsykiatri Hanne Børners øjne viser, at vi er på vej til at udvikle en form for selvdiagnose­samfund, hvor vi kategoriserer os selv og vores børn. Hun er næstformand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, og i hendes fagkreds er man ligesom skolepsykologerne bekymret over, at forældre i stor stil tager teorier og bøger om at forstå børns adfærd til sig.

»Det gør forældrene kompetente, og det kan de godt lide at være. De bliver endda så kompetente, at de giver gode råd til lærere og pædagoger og os om, hvordan man skal behandle deres barn. Det bekymrer os, fordi man skal være forælder for sit barn og ikke behandler. Vi går ned ad en vej, hvor der hele tiden sættes etiketter på børnene,« siger hun.

Ligesom vi voksne går rundt og siger, at vi er stressede, selv om vi måske bare har travlt, skal vi være varsomme med at kalde børn for noget, som de måske ikke er.

Børn er i konstant udvikling

»Børn er jo i konstant udvikling. Det ene øjeblik er de sure og vrede, og det andet øjeblik er de glade. Det er farligt at forstyrre den normale udvikling for et barn med sådan en etikette. Børn var også sensitive og alt muligt andet førhen: Da accepterede man det som noget normalt. Som noget, der var en variant inden for en normal udvikling. Hvis barnet bare går lidt ud til siden, skal der en etikette på. Det er usundt, at vi som samfund gør vores normalitetsbegreb mindre. Vi er forskellige som mennesker, og det skal vi have lov til at være. Det kræver ikke nødvendigvis behandling,« siger Hanne Børner.

Forældre af i dag er stædige på godt og ondt. De ser deres børn, men kan også stirre sig blinde på én særlig forklaring på, hvorfor lille Augusta ikke kan slå en kolbøtte ligesom de andre børn, eller hvorfor hun er svær at få op om morgenen. Ifølge Hanne Børner er det populære særligt sensitive-begreb et tegn på, at forældrene skal vende tilbage til deres egen sunde fornuft.

»Børnene skal have lov til at reagere over for andre børn og pædagogerne og lærerne, uden at de skal stemples. Forældre skal huske, at børn er forskellige, har forskellige egenskaber og kan være både kompetente og følelsesmæssigt usikre. Det kræver som regel ikke en manual, men sund fornuft og kærlighed at forholde sig til et barn.«

Forældre vil være 100 procent korrekte

Lola Jensen er familievejleder og foredragsholder og har fulgt med i debatten om de særligt sensitive børn. Et fænomen, hun opfatter som i tråd med den udvikling, hun har set ske over de seneste fem år i sin egen praksis, hvor familievejlederen møder danske børnefamilier i bred forstand: At forældre simpelthen er blevet langt mere bekymrede. Alt imens det rum, børn befinder sig i, er blevet langt mere uroligt med konstante aktiviteter fra morgen til sengetid.

»Forældre vil gerne have en forståelse af, hvorfor er mit barn sådan her? Hvorfor kan mit barn ikke høre efter? Hvorfor bliver mit barn nervøs ved høje lyde? Hvorfor kan mit barn ikke tåle bestemte lugte, eller hvorfor kradser mærkerne for meget? Børn tåler rigtig meget, men når de ikke selv har overskud, tåler de måske mindre. Vi voksne føler jo selv på en dårlig dag, at bukserne strammer, mens de på en god dag sidder godt. Jeg ønsker, at forældrene i højere grad griber til simpel logik end lommefilosofi.«

Forestil dig to veluddannede forældre i midten af 30erne, der skal børste tænder på et barn. I stedet for bare at sætte sig ned med barnet og putte tandbørsten ind i dets mund, begynder de i stedet at søge på nettet efter den mest optimale måde at gøre det på, så barnet føler sig trygt ved at blive børstet, samtidig med at man opdrager det ordentligt, lyder eksemplet fra Lola Jensen.

»Man vil gerne være 100 procent korrekt over for sit barn, som er et ønskebarn, og som bliver lavet til tiden, når der er plads til det i ens liv. Man googler hele tiden svar for at finde det helt rigtige: Den helt unikke spisemetode, det helt unikke navn, den helt unikke putte­metode. Forældrerollen har flyttet sig fra hjerte- og mavefornemmelsen op i hjernen. Det giver barnet en følelse af at stå med en blød, skumgummivoksen, der ikke helt ved, hvad den vil. Den uro forplanter sig videre til barnet.«

Hvorfor har mit barn temperament?

I dag er det mest hyppige spørgsmål fra forældre til Lola Jensen: Hvorfor har mit barn så meget temperament?

»For fem år siden lå det spørgsmål meget langt nede ad listen. Da spurgte man mest ind til hverdagsting som: Hvordan får jeg mit barn til at spise mere, og hvordan får jeg det til at sove? Mængden af forældres bekymringer er steget meget set fra min stol. Man analyserer børnene hele tiden. Folk bliver forældre i dag omkring de 30 år, hvor de er modne og har blik for at analysere deres barn. Konsekvensen er, at der meget hurtigt opstår en bekymring for fejludvikling. I stedet for at glæde sig over det, som barnet kan. Sådan et begreb som tigerspring fandtes jo slet ikke før. I dag sidder man med en app og følger hele tiden med,« siger Lola Jensen.

Hun ser de mange bekymringer som et tegn på, at der har sneget sig en eller anden mærkværdig form for fremmedgjorthed ind i relationen mellem børn og forældre.

»Man skal også mærke sig selv i stedet for at være så optaget af hele tiden at mærke barnet. Når du går ind i et storcenter og mærker varmen, tager du selv jakken af. Men forældre lader børnene sidde i indkøbsvognen i fuldt overtøj. Engang sad fornemmelsen for børn i hjertet. Nu sidder den i babyalarmen. Du skal hellere gå efter at være 70 procent okay som forælder og så lade de sidste 30 procent være i stedet for at fumle efter at være 100 procent med fiasko efter fiasko og sætte barren for højt. Ingen er perfekte. Det var min generation heller ikke.«