Opdagelsen blev bekendtgjort i mandags og rullede derefter som en ustoppelig lavine gennem det internationale samfund af astronomer og fysikere.

»En af de største opdagelser i de seneste 100 år«, »oplagt Nobelpris-materiale« og »et sensationelt gennembrud«, lød bare nogle få af de danske og internationale reaktioner.

Ja, mange går endda så vidt som til at betegne det som dette århundredes hidtil største videnskabelige opdagelse og dermed af endnu større vigtighed end bekræftelsen forrige år af den ellers sagnomspundne Higgs-partikel, der forsyner alle andre partikler med masse.

Og hvad var opdagelsen så?

Tjah, hvis skal man bruge store ord, er der tale om intet mindre end de første direkte data fra universets skabelse. Og dermed – hvis disse data kan bekræftes af andre forskere – den første videnskabelige dokumentation for, at alt hvad, vi kender, og alt, hvad der nogensinde har været, er et resultat af Big Bang – af et enkeltstående »urknald« for godt 13,7 mia. år siden.

Man har simpelthen hørt – eller i hvert fald set aftrykket af – ekkoet fra verdens skabelse.

Ekkoet har form af såkaldte tyngdebølger – små vibrationer eller bølger i rumtiden, som blev forudsagt for snart 100 år siden af Albert Einstein i dennes almene relativitetsteori, men som aldrig er blevet direkte observeret. Før nu.

Opdagelsen blev gjort ved hjælp af et teleskop nær Sydpolen, der ved hjælp af en form for avanceret filterteknologi blev sat til at lede efter tegn på de svage tyngdebølger i den såkaldte kosmiske mikrobølgebaggrund, det vil sige i den målbare »efterglød« af universet, som det så ud bare 380.000 år efter Big Bang.

Efter at have analyseret deres data lod astrofysikere tilknyttet Harvard-Smithsonian Centre i USA bomben sprænge i mandags. For det var en bombe, i og med at ingen i selv deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle få bekræftet bølgernes eksistens førend om adskillige årtier.

Tyngde- eller gravitationsbølgerne blev udsendt inden for et tidsrum, der ganske enkelt er ubegribeligt i dets ekstreme korthed. De blev nemlig til, da universet var bare en billiontedel af en billiontedel af en billiontedel sekund gammelt – og i samme åndedrag udvidede sig med en hastighed, der overgik selveste lysets. Og i øvrigt samtidig udviklede sig fra en størrelse, der var det rene ingenting og til noget i retning af et valnøddestort univers.

Hvis observationerne holder stik, er der dermed samtidig tale om en meget overbevisende bekræftelse af den fremherskende teori bag Big Bang, nemlig universets eksplosive såkaldte inflationsfase stort set i selveste skabelsesøjeblikket.

Dermed synes opdagelsen også at skabe direkte forbindelse mellem to størrelser, der ellers har været tilsyneladende uforenelige, nemlig den besynderlige kvanteverden, som atomernes bestanddele befinder sig i, og den klassiske fysiske verden, som vi direkte kan iagttage og forholde os til. Eller en forbindelse, via inflationsfasen, mellem kvantemekanikken (det ekstrem lille) og relativiteten (det meget store).

Astrofysikerne har haft brug for inflationsfasen for at kunne forklare det på mange måder besynderlige forhold, at universet i en forenklet forstand er fladt som en pandekage og ikke f.eks. sfærisk, rundt eller for den sags skyld ottekantet.

Hvis man forestiller sig skabelsesøjeblikket som en ballon, der kontinuerligt bliver pustet op, vil man umiddelbart kunne få den opfattelse, at resultatet ville blive et kurvet univers i en eller anden form. Men hvis man i stedet forestiller sig, at den samme ballon bliver pustet uendelig meget op på uendelig kort tid, ja så vil ballonens overflade blive flad og voldsom udstrakt – med et fladt univers som resultat.

Endnu har ingen forskere for alvor turdet modsige validiteten af den nye opdagelse. Men der er ingen tvivl om, at astrofysikere kloden rundt i de kommende måneder og år vil gå deres Harvard-kollegers data og konklusioner endog meget grundigt efter i sømmene.

Men hvis de ikke finder noget nævneværdigt at komme efter, er der næppe nogen tvivl om, at en særdeles fortjent Nobelpris venter rundt om hjørnet til folkene bag den nærmest bevidsthedsudvidende opdagelse.

Og samtidig vil Jehovas Vidner og andre, der hårdnakket påstår, at Gud skabte verden i løbet af seks dage for 6.000 år siden, få stadigt vanskeligere ved at omvende folk til deres tro. Må man da håbe.