Det er udtryk for »russisk svaghed«, at Ukraine og Rusland mandag forsætter fredsforhandlinger – men det er ukrainerne, som kommer til at betale prisen, hvis parterne ikke når en aftale.

Det vurderer ph.d. Flemming Splidsboel, seniorforsker med speciale i Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han henviser til, at den russiske invasion af Ukraine tydeligvis ikke går efter planen.

»Jeg har fra begyndelsen set det som udtryk for en russisk svaghed, at de allerede på andendagen var klar til at forhandle og på fjerdedagen sendte en delegation. Men jeg er også af den opfattelse, at Rusland ikke stopper militært, før de får deres mål opfyldt,« siger Flemming Splidsboel, som kalder det »positivt«, at forhandlingerne fortsætter.

»Jeg tror, de i Rusland har tænkt, at de kunne gennemføre det hele ret hurtigt. At de kunne køre til Kyiv, arrestere Zelenskyj (den ukrainske præsident, red.) og bringe ham til Moskva, få anerkendt Østukraine og Krim som russisk og så komme hurtigt videre, før EU og Vesten kunne nå at reagere,« siger Splidsboel:

»Men det er ikke der, vi er. Man kan sige, at russernes Plan A ikke virkede. Plan B (at øge det militære pres med forstærkninger fra Rusland, red.) gør måske heller ikke. Og så kan det være, de er ved Plan C, som desværre kan være den velkendte strategi, der slet og ret går ud på bare at smadre dem.«

En helt anden type krigsførelse

Tidligere, forklarer seniorforskeren, har Rusland tyet til Plan C i den syriske by Aleppo i sommeren 2016 og tjetjenske Grosnij i 1994/1995.

»Vi taler om russiske bombefly, som åbner lugerne over Ukraine, lader bomberne falde frit og pulveriserer byer,« siger Splidsboel:

»Det er en helt anden type krigsførelse, og jeg mener, det er et muligt scenario, at Rusland i forhandlingerne siger, at hvis ikke deres krav efterkommes, så er vi ved Plan C.«

Det er imidlertid, ifølge seniorforskeren, »uklart« hvor parterne står i forhandlingerne.

Ukrainerne kræver våbenhvile og russisk tilbagetrækning.

Ruslands præsident Putin er i de tidlige forhandlinger kommet med diffuse krav som »demilitarisering« og »afnazificering« af Ukraine, men det er muligt, at russerne efterhånden er parate til at slække de krav, bemærker Splidsboel.

»Det bemærkede russiske kommentatorer allerede inden anden runde, nemlig at Rusland ville fokusere på det, der er vigtigst for dem: Hvis de kan få Krim-halvøen og Østukraine (regionerne Luhansk og Donetsk, red.) mod at stoppe krigen, ville det være en sejr for dem, selv om de altså så skulle droppe deres primære krav om afmilitarisering og afnazificering,« siger Flemming Splidsboel.

»Det er også en mulighed, at russerne banker videre militært og blot kommer regelmæssigt til forhandlingerne alene for at teste, om ukrainerne er møre og klar til at overgive sig, eller om krigen skal fortsætte,« tilføjer han.

Israel og Tyrkiet blander sig

De seneste dage er tredjeparter så småt begyndt at begynde at melde sig i forhandlingerne. Israels premierminister Naftali Bennett besøgte lørdag den russiske præsident Putin, hvor de to blandt andet diskuterede Ruslands invasion af Ukraine.

Efterfølgende talte Bennett ifølge flere medier med den ukrainske præsident Zelenskyj på telefon, hvorefter den israelske premierminister besøgte den tyske kansler Olaf Scholz i Berlin.

Især Ukraine har et godt forhold til Israel, siger Flemming Splidsboel Hansen, men det har Rusland også.

»Israel og Rusland har haft et nært samarbejde i årtier. Også selvom Rusland er allieret med Syrien, som ikke anerkender Israel – det er en lidt spøjs trekant. Men de tætte forbindelser skyldes blandt andet den store russiske diaspora i Israel,« forklarer seniorforskeren.

Han har også bemærket, at Recep Tayyip Erdogan ligeledes har meldt sig på banen som mulig mægler i krigen.

Tyrkiet har været meget kritisk over for den russiske fremfærd i Ukraine, og Erdogan har aldrig anerkendt Krim-halvøen som russisk. Til gengæld er der tætte bånd mellem den tyrkiske præsident og Putin, siger Splidsboel.

Ifølge en talsmand ville den tyrkiske præsident lørdag ringe til Vladimir Putin og sige, at han bør sætte en stopper for invasionen.

Spørgsmålet er, om Ukraine og Rusland er nået til det punkt i forhandlingerne, hvor en mægler kan bringe dem til en aftale.

»Jeg har ikke den store fidus til det,« siger Flemming Splidsboel Hansen:

»Rusland er uden tvivl hårdt presset, men jeg er ikke sikker på, at de er der, hvor de føler, der er brug for ekstern mægling. Det trækker ud for længe for dem, men de kan som nævnt bare vælge at fortsætte den militære indsats og træde ind i en ny fase, hvor de slår væsentligt hårdere.«

En pariastat i Europa

Ikke desto mindre, bemærker seniorforskeren, er der næppe tvivl om, at sanktionerne og tabstallene på slagmarken begynder at kunne mærkes internt i Rusland.

»Tabstallene begynder at gøre ondt. De slipper ikke igennem til den russiske offentlighed, men folk begynder at få forståelse for, at der sker noget, som er anderledes end det, der bliver fortalt i statsmedierne,« siger Splidsboel.

Han tilføjer, at de omfattende økonomiske sanktioner fra Vesten er et hårdt slag mod Rusland. Det samme gælder det faktum, at mange store, internationale virksomheder har fulgt trop og slået hånden af Rusland: Prada, Samsung, Apple, Pepsi, IKEA, listen fortsætter. Hvis det russiske aktiemarked åbner, som det er planen, tirsdag, bliver det til aktier med kurs mod bunden og/eller til enorme statslige opkøb.

»Nogle af de russere, som oplevede at miste hele deres opsparing i 90erne, vil opleve det igen. Høj inflation har ædt det hele, deres økonomi er i frit fald. Jeg kan ikke se det på anden måde, end at det her er begyndelsen på enden,« siger Flemming Splidsboel:

»Ingen vil have med russerne at gøre. De er blevet en pariastat. Og vi skal ikke underkende værdien af, at de er blevet helt udstødt.«

Seniorforskeren bider derfor også mærke i Putins seneste udtalelser om, at Vestens økonomiske sanktioner »er i familie med en krigserklæring«.

»Det, ser jeg, som en advarsel om, at vi skal passe på med at presse ham,« siger Splidsboel.

Hvor lang tid kan Rusland stå imod? Bashar al-Assad i Syrien blev også udråbt til paria, det stod på i årevis, og hans regime må siges at have klaret sig.

»Russerne er magtfulde og kan meget. Men de er overraskede over, hvad der mødte dem i Ukraine. De var dårligt forberedte, de fik dårlige efterretninger, og det førte til dårlige beslutninger. Det her er alvorligt for dem, og det kommer til at trække enorme spor,« siger Splidsboel og vover en forudsigelse.

»Vi så i 1989, at Centraleuropa blev skåret fri. Jeg kan ikke se andet, end at det, vi ser nu, på sigt vil betyde, at Belarus, Ukraine og Moldova får mulighed for endeligt at kappe båndene til Rusland, som vil være økonomisk trængt og i knæ efter det her,« siger han:

»Den store forskel fra Syrien er, at Assad havde en sponsor, der passede på ham. Det har Putin ikke.«