Send et håndskrevet postkort via internet

Kommer du til Københavns Lufthavn i løbet af de næste tre uger, så kig efter Berlingskes postkortmedarbejdere. De tilbyder, at du via internet kan sende et håndskrevet postkort med dig selv på forsiden. Og det koster ingenting.Sådan gør du:

Du kan kende DipCardmedarbejdere på deres T-shirts med postkort på maverne. Fold sammen
Læs mere

I maj 1999 fik danske Anders Blauenfeldt en god idé. På det tidspunkt boede han i Barcelona og havde netop investeret i et digitalt kamera.

Inspireret af de mange gadesælgere på Barcelonas hovedstrøg La Rambla fik Anders Blauenfeldt, der i forvejen arbejdede med internet-projekter, ideen om at sende postkort via internettet. Håndskrevne postkort med et billede af afsenderen på forsiden vel at mærke.

Så han slog sig ned på La Rambla med sit digital-kamera og tilbød folk at skrive en hilsen på et postkort samt de e-mailadresser, kortet skulle sendes til. Derefter tog han et billede af afsenderen og dernæst af teksten på postkortet. Med det på kameraets diskette forbandt han kameraet til sin bærbare computer og sendte så via et e-mail-program postkortet ud til modtagerne.

»Og selvom jeg tog 1.000 pesetas - cirka 45 kroner - pr. kort fra de stakkels turister, var der 30-40 stykker, der i løbet af et par eftermiddage sendte et postkort. Og ud af det konkluderede jeg for det første, at folk syntes, det var sjovt at sende et postkort via nettet med deres håndskrevne hilsen på bagsiden og et billede af dem selv på forsiden. For det andet indså jeg, at det tager en evighed, når det hele skal laves i hånden, og at der skulle laves noget snedigt teknologi for at gøre processen mere automatisk.«

Tilbage i Danmark præsenterede Anders fire af sine venner for ideen, og efter få timer besluttede de sig til, at de havde en god forretningsidé, der skulle undersøges nærmere.

»Vi brugte et halvt år til at udvikle teknologi og til at lave en forretningsplan, og med det i hånden gik vi så omkring julen 1999 ud for at tale med investorer. På det tidspunkt var det stadig muligt at rejse penge til internet-projekter, og vi blev så etableret som et firma lige efter nytåret 2000.«

Dipcard - der står for digital instant postcards - var nu en realitet. Teknologien var nu udviklet sådan, at det nu kun tog 1-2 minutter, fra afsenderen havde skrevet på kortet, til det kunne afsendes til de relevante e-mail-adresser, og fra start gik man efter forlystelsesparker, hvor der er mange mennesker, som gerne vil berette om, hvor de har været.

»Vi har haft samarbejde med Tivoli og Legoland, og vi har været i Norge og i forlystelsesparken Six Flags Magic Mountain i USA,« fortæller Anders Blauenfeldt.

Senere blev kunderne også turist-steder, messer, koncerter og hotelkæder, og de største kunder er nu hotel-resorts i USA, hvorfra gæsterne kan sende hilsener til venner og bekendte.

På fødegangen

»Men vi har også været på Roskilde Festival i 2000, og i år har vi været på Midtfyns Festival. Alt sammen steder, hvor folk synes, det er sjovt at sende en hilsen, fordi de er ude at rejse, eller fordi de oplever noget sjovt. Men det sjoveste sted der er Dipacard, er nok fødegangen på Rigshospitalet. Jeg kom i kontakt med en overjordemoder og fortalte hende om DipCard, og hun syntes, det var fantastisk, og nu styrer en sekretær på fødegangen systemet og tilbyder de nybagte forældre, at der kan sendes et postkort med håndskrevet hilsen med den lille nye på forsiden.«

I de næste tre uger, hvor »Berlingske Airport« er i luften, tilbyder Københavns Lufthavn og Berlingske Tidende lufthavnens brugere at sende et gratis DipCard. De første DipCards er allerede afsendt ved en lille forpremiere i fredags og blandet de første afsendere var Danmarks VM-hold i optimistjoller. De unge sejlere stod ved check-in og var på vej til Kina, hvor de i de næste tre uger skal sejle VM i Det Gule Hav: Men forinden sendte de et postkort til deres venner. Både det postkort - men kun forsiden, ikke teksten - og alle de øvrige, der afsendes fra lufthavnen de næste tre uger, kan ses på www.berlingske.dk/airport.

Send et postkort

Vore postkort-medarbejdere går rundt i terminalerne og på transit-området. De kan kendes på deres T-shirts, som har postkort på maven.

I tidsrummet 11.30 til 13.00 kan du træffe postkortmedarbejderne på Berlingske Airports redaktion, der ligger lige over for den Danske Banks filial i gangen mellem terminal 2 og 3.