Sen høst var god for hedehøgen

Sommerens regn har forsinket høsten og frelst rovfugleunger fra at blive til hakkekød i mejetærskere.

Vi har ikke mange hedehøge i Danmark. Men i år har den elegante lille rovfugl fået en håndsrækning fra den forsinkede høst i Sydvestjylland.

Hedehøgens unger går ofte til i landbrugsmaskiner, fordi forældrene bygger rede i marker med korn, raps eller græs.

Det sydvestjyske marskland er den sjældne rovfugls kerneområde i Danmark. Her har der i år været 16 sikre og sandsynlige ynglepar, oplyser Lars Maltha Rasmussen fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

- Høsten, der mange steder var gået i gang, blev forsinket på grund af vedvarende regnvejr. Det har betydet, at mange unger har nået at forlade rederne i vinterhveden, inden maskinerne er kommet ind på markerne, siger Lars Maltha Rasmussen.

Han er DOF's medarbejder i Projekt Hedehøg, som er med til at sikre bedre beskyttelse af hedehøgen. Bl.a. prøver man at finde redestederne og markere dem med pæle, så landmanden kan undgå at køre over dem med sine maskiner.

/ritzau/