»Selvfølgelig var jeg bekymret, men følte mig også i trygge hænder«

Rikke Stigaard havde set frem til en stille og rolig hjemmefødsel, men endte med at blive kørt med ambulance til sygehuset, hvor Villas kom til verden med et kejsersnit.

Portræt af Rikke, Lasse og Villads Stigaard. Antallet af hjemmefødsler stiger kraftigt, men i mange situationer ender det med, at de fødende må overflyttes til hospitalerne, fordi der støder komplikationer til. Rikke Stigaard blev kørt på hospitalet med udrykning, fordi barnets hjerterytme var faretruende lav. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Alt var lagt til rette, for hvad der skulle være en tryg og hyggelig fødsel derhjemme i huset i Præstø.

Men for Rikke Stigaard og hende mand Lasse endte det med at blive en meget anderledes og meget langstrakt oplevelse over 46 timer, hvor der både indgik en ambulance-kørsel med udrykning til Næstved Sygehus og et kejsersnit, før lille Villas kom frisk og rask til verden.

Alligevel er parret også i dag glade for, at de valgte at gå efter en hjemmefødsel, for selv om det udviklede sig ganske dramatisk, følte de under hele forløbet, at det nok skulle gå godt, og at de var omgivet af kompetente folk.

»Lige da det gik op for mig, at jeg skulle ind med en kørsel 1 – med udrykning – blev jeg følelsesmæssigt ramt. Jeg blev ked af det, frustreret og selvfølgelig også bekymret,« fortæller Rikke Stigaard.

Men samtidig følte hun sig også i »mega-trygge hænder« hos den jordemoder, der havde fulgt hende i hele forløbet og også var den, der traf beslutningerne, da hjertelyden hos Villas i maven ikke var, som den skulle være, når Rikke havde veer.

»Jeg var ikke i tvivl om, at hun havde helt styr på det. Min mand var en god støtte, ambulance-folkene var stille og rolige, og de stod klar på hospitalet, da vi kom. Hjemmejordmoderen var med hele vejen og var hos os helt til slut, hvor hun fungerede som fødselshjælper på hospitalet. Der har heller været komplikationer bagefter eller traumer efter hændelsesforløbet, så egentligt har det været et godt og trygt forløb.«

Efter at have været i gang i 38 timer derhjemme, blev Rikke Stigaard indlagt på sygehuset, hvor fødslen stod på i yderligere otte timer, før der kom en så voldsom ve, og hjertelyden blev presset så langt ned, at lægerne valgte at lave et kejsersnit.

Stadig flere vælger som Rikke Stigaard at føde derhjemme. Ganske mange ender dog også med som Rikke at skulle overflyttes til de store fødeafdelinger på sygehuset, fordi der opstår en situation, hvor der kan blive brug for det store beredskab, der hér kan sættes ind, hvis der opstår akutte, livstruende komplikationer.

Det har gjort føde-læger bekymrede. Frygten er, at nogen måske ikke når tids nok frem, og at barnet dermed risikerer at få f.eks. en alvorlig hjerneskade, som kunne være forhindret, hvis fødslen var foregået på hospitalet.

De argumenter kender Rikke og Lasse Stigaard godt. Men de var ikke i tvivl om, at det skulle foregå derhjemme, da Rikke skulle føde parrets første barn.

»Man er mere tryg derhjemme, det er hyggeligere og rarere, og der er en anden intimitet omkring fødselen. Min tanke var også, at jeg ikke ønskede medicinske indgreb og smertestillende behandling, hvis jeg kunne undgå det. Min mand kunne i større udstrækning være en hjælp, og man får også et tættere og mere fortroligt forhold til sin jordemoder,« siger Rikke Stigaard.

Det spillede også ind, at informationsniveauet ved en hjemmejordmoder var langt højere end ved regionernes jordmoderordning, og at der var flere og længere konsultationer, fremhæver parret.

I konsultationerne med jordemødrene op til fødslen var det desuden blev drøftet, at parret skulle være forberedt på, at der kunne blive behov for en overflytning, så de følte sig også »mentalt afklaret« om, at det var en mulighed.

Meget tyder på, at Rikke Stigaard også, af fysiske årsager, kommer til at skulle have kejsersnit, når Villas skal have en storebror eller –søster. Det ærgrer parret sig noget over, for de ville ikke have tøvet med på ny at gå efter en hjemmefødsel, selv om det gik, som det gjorde ved den første fødsel.

»Det var ikke det, vi ønskede. Men det var det, der skulle til, og sådan var det.«