Selskabstømmerpenge bag Saxo Bank

Selskabstømmeren Poul Fischer var med til at stifte Saxo Bank og hjalp selskabet i gang rent økonomisk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Saxo Bank blev i sin tid stiftet under navnet Midas med penge fra en af Danmarks største selskabstømmere. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den tidligere advokat fra Korsør, Poul Fischer, var således med til at stifte Saxo Bank og hjalp selskabet i gang rent økonomisk. Han lagde navn til den såkaldte Fischer-bande, som fik i alt 38 års fængsel for at have lænset flere end 200 selskaber for godt 300 mio. kr.

»Det er længe siden, og jeg kan ikke huske beløbet. Jeg kan heller ikke huske, hvilket af mine selskaber, som pengene kom fra. Som jeg husker det, gik der ikke engang to år, før jeg fik pengene tilbage,« siger Poul Fischer til Jyllands-Posten.

Han fik syv års fængsel for sin rolle i Danmarks største sag om selskabstømning. Direkte adspurgt bekræfter Saxo Bank, at selskabet blev stiftet med penge fra selskabstømmeren.

»Det er korrekt, at Poul Fisher og Orla Rasmussen tilbød at levere kapital til opstarten af Midas Fondsmæglerselskab A/S, men den andel, som de erhvervede, blev købt af Lars Seier Christensen og Mark Hauschildt, inden eller kort tid efter, at man etablerede virksomheden. Når jeg ikke kan være mere specifik om, hvornår man købte de pågældende ud, er det alene, fordi det ligger næsten 20 år tilbage,« siger pressechef Kasper Elbjørn fra Saxo Bank, til Jyllands-Posten.

Orla Rasmussen var en anden aktør i Fischer-banden, som blev idømt fem års fængsel. Han afviser, at han var økonomisk involveret i Midas.

De to Saxo-hovedaktionærer, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, har aldrig selv nævnt forbindelsen til selskabstømmerne, skriver Jyllands-Posten.