Seks kvæstet ved frontalt sammenstød

To personbiler er stødt frontalt sammen på Oddesundvej én kilometer syd for Koldby, der ligger ved Thy i Nordvestjylland. Seks er kommet til skade ved ulykken og er kørt på sygehuset.

Det fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, til bt.dk.

»Vi ved endnu ikke, hvordan ulykken er sket. Men den ene bil er endt i den anden vognbane, hvor den kører frontalt ind i en anden bil,« siger han.

I alt er seks personer kørt på hospitalet efter den alvorlige ulykke, der skete klokken 17.53. Fire er kørt til Aalborg Universitetshospital, to til Thisted Sygehus. En redningshelikopter er også ved ulykkesstedet.

»Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder omkring ulykken, lige nu har vi bare sørget for at få reddet de seks personer og sendt dem på hospitalet,« siger Carsten Henriksen og fortsætter:

»Men der er tale om flere tilskadekomne. Det er en alvorlig ulykke.«

Oddesundvej er spærret i begge retninger som følge af ulykken.

BNB