Sedler i børnehaven - suk!

Jonas Stenbæk Christoffersen er far til tre og redaktør på Kids' News, der er Berlingskes avis til børn. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Har du været i bad

Jeg kunne mærke de let misbilligende undertoner i hendes stemme. Men havde ikke lyst til at gå i dybden med emnet, så jeg replicerede så selvfølgeligt som muligt med et kort: »Ja da«.

»Men hvorfor har du sat hår ... og hey, du har også barberet dig, ikke?«

Jeg skulle selvfølgelig have svaret »For din skyld, skat.« I stedet forsøgte jeg klodset at skifte emne: »Er madpakkerne blevet puttet i taskerne?«

»Selvfølgelig.« Og så tilbage til sagen. »Jeg forstår bare ikke, at det er nødvendigt, når vi har travlt, og du bare skal arbejde hjemme. Og du gør det hver gang?!«

Så var det serielle i mine handlinger også sat på plads, og der tegnede sig et mønster. Der var ingen antydning af jalousi, men hvad der måtte være startet som en undren hos min kone var vokset til mild irritation. Og jeg kunne godt se det mistænkelige i, at jeg midt i morgenmad, madpakker, pakning af skoletaske og påklædning af genstridig treårig insisterede på at gøre mig selv klar. Især når jeg efter aflevering bare skulle hjem i sofaen og sidde med computeren i skødet. Med et teatralsk blik på armbåndsuret skyndte jeg mig ud af døren med børnene. Helt klar over, at jeg var nødt til at fortælle sandheden, når jeg var retur.

En sandhed der hverken indebærer en voldsom forfængelighed eller et ønske om at gøre mig til over for de andre mødre i børnehaven. Nej, den ændrede adfærd udsprang af en seddel i min søns børnehave, der hang på et skab. Her stod der flere input omkring børn og ferie, og et af dem var noget i retning af: »Når du holder fri, så har dit barn også brug for at holde fri.« Min første indskydelse var et sug i maven af umiddelbar dårlig samvittighed, hvad de fleste formaninger om børn giver mig. Det til trods for, at jeg denne gang ikke engang burde føle mig særligt truffet.

Normalt når jeg afleverer børn, så skal jeg videre til København, og så er mit ydre lagt i de rette folder inden, men når jeg arbejder hjemme, venter jeg med at vaske og polere karosseriet, til jeg har sat børnene af. Eller rettere: Det gjorde jeg. For efter at have reflekteret over beskeden begyndte jeg at gøre mig i stand, så pædagogerne i børnehaven ikke tror, at jeg står der med morgenhår og slidte jeans, fordi jeg er på vej hjem i seng igen. Hjem for at holde fri og slippe for at være sammen med mine børn. Irrationelt? Ja da, men netop fordi jeg grundet pendlertid ikke kommer i børnehaven hver dag, så vil jeg gerne vise og signalere, at jeg er der for mine børn.

Som far til tre børn fra 7 år og ned kan jeg levende sætte mig ind, hvorfor nogle forældre har brug for »alenetid«. Men jeg pendler dagligt tre timer, hvor mit behov for at sidde i egne tanker bliver rigeligt dækket ind, så når jeg endelig har fri, så vil jeg gerne være sammen med familien. Men det kan pædagogerne ikke se. Slet ikke, når jeg arbejder hjemme, hvad der sker med jævne mellemrum. Tænkte jeg.

Da jeg kom hjem og afleverede den skyldige forklaring til min kone, vendte hun bare øjne. Og rystede på hovedet. »Men der hang jo en seddel,« indvendte jeg. »Ja,« svarede hun »Der hang også en seddel om, at du skal tage skoene af på stuen, og at det er vores tur til at have frugt med i morgen. Hvordan reagerede du så på dem?«

Måske jeg bare skulle have sagt, at jeg gjorde mig i stand for de andre mødre i børnehaven ...