Det synes voldsomt – og vidste man ikke bedre, kunne man foranlediges til at tro, at krig var udbrudt på den danske vestkyst.

Sandheden er dog en helt anden.

Over 500 soldater fra over ti forskellige lande er kommet til Oksbøl Kaserne for at deltage i den største internationale militærøvelse i Danmark i over 30 år.

Den amerikanskledede øvelse har navnet »Dynamic Front« og udspiller sig både i Oksbøl og Grafenwöhr i Tyskland. Fra Danmark deltager primært soldater fra 1. Artilleriafdeling under 1. Brigade.

Det amerikanske raketartillerisystem HIMARS affyrer raketter, tunge morterer fra Danmark og haubitser fra Frankrig, Polen og USA skyder med granater, amerikanske F-16-fly yder ildstøtte fra luften, og skibe fra NATOs stående flådestyrker yder ildstøtte fra søsiden.

Øvelsen går blandt andet ud på, at artillerienhederne træner i softwarestandarden ASCA, som sikrer én sammenhængende kommunikationslinje, der forbinder artillerikommando- og kontrolsystemer med hinanden.

Derudover er det ifølge Forsvaret en vigtig opgave at øve rollen som værtsnation for allierede styrker:

»I en krise – eller krigssituation skal allierede styrker sandsynligvis igennem Danmark på vej til operationsområdet,« lyder det i en pressemeddelelse.