Nu løftes sløret for det nye kommende IC5-tog, som er klar til at gå i produktion.
DSB har torsdag for pressen præsenteret en 1:1-skalamodel af det kommende tog inklusive borde, sæder og andet interiør efter DSBs design- og farvevalg.
Designet kan stadig nå at ændre sig inden 2025, hvor det forventes, at de første nye IC5-tog kører ud på skinnerne.
Toget skal erstatte en række af de eksisterende togtyper, som løbende vil blive udfaset.
»Det har været en hovedprioritet at sikre komfortable siddepladser, og indretningen inviterer til, at kunderne både kan slappe af og arbejde undervejs på togturen. Der er god bordplads, stolene kan lænes tilbage, og sæderne har individuelle armlæn, læselys og strømudtag,« skriver DSB i en pressemeddelelse.
Desuden skulle toget være forsynet med flere skærme end i de nuværende tog. Kunderne skulle dermed have bedre muligheder for at få trafikinformationer.
»De nye tog er sammen med elektrificeringen af jernbanen og det digitale signalsystem med til skabe en tiltrængt modernisering af den danske jernbane, hvor hastigheden og komforten bliver højere,« siger transportminister Thomas Danielsen (V) ifølge pressemeddelelsen.
Den samlede danske investering lyder på 100 togsæt med leverance i perioden 2025-2029, hvilket forventes at koste over 20 milliarder kroner inklusive vedligehold.
IC5-toget produceres af den franske virksomhed Alstom.
Sådan ser toget ud
Øverst i denne artikel kan du se en video, som viser toget både inde- og udefra. Nedenfor er desuden en række udvalgte billeder.







