Se om bedstefar var frihedskæmper

Opdateret: Nu kan du se databasen med de første 21.000 navne af de knap 70.000 medlemmer af modstandsbevægelsen ved befrielsen.

Frihedskæmpere fra "Korps Aagesen" rydder sortbørshandelen nær Trommesalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: A. E. Andersen

Var bedstefar i modstandsbevægelsen, og hvad lavede han egentlig?

Det spørgsmål kan danskerne nu få svar på via en ny database, som Frihedsmuseet i København netop har gjort tilgængelig. De første 21.000 navne af de i alt henved 70.000, der stod opført som aktive i modstandsbevægelsen ved befrielsen den 4. maj 1945 er tilgængelige nu, og flere vil blive det, efterhånden som navnene registreres og indtastes hos projektgruppen på Frihedsmuseet.

Det er en bevilling på 1 million kroner fra Kulturministeriet og tipsmidlerne, der har gjort det muligt at finde navnene og systematisere dem. Grundlaget er de lister over modstandsfolk, de såkaldte »styrkelister«, som modstandsbevægelsen nedskrev umiddelbart efter befrielsen og indsendte til Generalkommandoen.

»Vi vil gerne undgå at skulle være dommere over hvem der var modstandsfolk. Derfor registrerer vi dem, der enten stod på en styrkeliste eller som på anden måde er omtalt i litteraturen«, siger museumsinspektør Henrik Lønbak. Selv om antallet af registerede forekommer meget højt, var der mange, som deltog i vagttjeneste, ved arrestationer og andre opgaver i forlængelse af befrielsen.

Styrkelisterne dækker det meste af landet, men findes ikke for den store del af modstandsbevægelsen, der opererede i København. Det kan være, at de aldrig blev lavet, selv om Generalkommandoen havde forlangt det.

»Måske var opgaven så stor, at man fandt det nyttesløst at bruge meget lang tid på at skrive lister over folk, som alligevel hurtigt vendte tilbage til det civile liv«, siger Henrik Lønbak.

I stedet for styrkelisterne kan man bruge lønningslister fra dengang som grundlag. Modstandsfolkene modtog 10 kroner om dagen i løn, og deres navne blev derfor skrevet på lønningslister. Problemet er blot, at deres fødselsdato mangler, og derfor er personerne sværere at identificere entydigt. Københavnerne bliver derfor de sidste navne, der lægges ud på nettet, bortset fra dem, der kendes på anden måde; for eksempel fra litteraturen om besættelsen.

Afgørende for offentliggørelsen er en tilladelse fra Datatilsynet til at lægge navnene ud, når den pågældende enten selv har givet tilladelse eller har været død i 10 år.

Tilladelsen gælder kun simple oplysninger som navn, enhed, rang og funktion, men man har mulighed for at supplere, for eksempel med et foto eller den pågældendes egen beretning, hvis den findes. Frihedsmuseet har allerede modtaget mange fotos fra nulevende modstandsfolk, og Henrik Lønbak håber at kunne udvikle registeret, så man selv kan knytte fotos eller skriftlige beretninger til en person i databasen.

Når dette IT-system er fuldt udviklet, kommer databasen til at skifte karakter, fra en simpel oplysningskilde til en stor, aktiv indsamlingsmaskine af de givetvis mange private oplysninger om enkeltpersonerne i modstandsbevægelsen, der findes i fotoalbums og boghylder.

Personer, der ikke med sikkerhed vides død for mere end 10 år siden, må først gøres tilgængelige på internettet fra år 2020.