Se listen: Her er de 44 farlige veje i Danmark, hvor der lægges op til permanent fartkontrol

Der kommer færre fotovogne og flere stærekasser på de danske veje. Nyt pilotprojekt skal sørge for at politiets fartkontrol »ikke skovler penge ind,« men forhindrer færdselsuheld på farlige veje.

20 ud af 100 fotovogne, der blitzer fartsyndere, fjernes fra vejene i år. De erstattes af stærekasser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Transportministeriet lægger i et nyt pilotprojekt op til, at 20 kameraer fra politiets fotovogne i stedet skal fastmonteres i »stærekasser«. De 20 nye stærekasser vil blive opsat på særligt farlige vejstrækninger.

Vejdirektoratet har kortlagt 44 vejstrækninger rundt omkring i Danmark, hvor stærekasserne potentielt kan sættes op. Kommuner med særligt farlige vejstrækninger kan ansøge om at få opsat stærekasser, og Vejdirektoratet vil sammen med Rigspolitiet herefter tage stilling til, hvor de 20 stærekasser skal sættes op.

Se liste og kort over de 44 farlige vejstrækninger her (artiklen fortsætter under grafikken):

Pilotprojektet sker på baggrund af en rapport fra en arbejdsgruppe, som regeringen har nedsat. Arbejdsgruppen har set på, om der kan være fordele for færdselssikkerheden ved at benytte stærekasser som supplement til politiets øvrige hastighedskontrol.

»I tilrettelæggelsen af pilotprojektet vil vi have fokus på, at stærekasserne opstilles der, hvor der erfaringsmæssigt sker flest ulykker, og hvor den forebyggende effekt af stærekasserne derfor må forventes at være allerstørst,« siger transportminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

»Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at hastighedskontrollen skal ske med det formål at forebygge ulykker – og ikke at skovle penge ind i statskassen.«

Hvis pilotprojektet bliver en succes, vil der være mulighed for at overføre flere kameraer fra fotovogne til stærekasser.