Se kortet: Her er de 18 gader, hvor Københavns Kommune udskriver flest p-afgifter

Ikke siden 2008 har Center for Parkering stukket så mange p-afgifter ud i København, som tilfældet var sidste år. Især på byens store færdselsårer og omkring Rigshospitalet er parkeringsvagterne aktive.

Københavnerne får især en parkeringsafgift sat i forruden, fordi de parkerer for tæt på et kryds eller en nedkørsel fra en cykelsti eller parkerer uden gyldig p-billet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Mange københavnere parkerer uden gyldig parkeringsbillet eller overtræder andre parkeringsregler, når de er til fodbold i Parken, spiser frokost på den klassiske Café Victor, besøger Christiania eller er et smut forbi Rigshospitalets fødselsafsnit, hvor mangt et københavnerbarn er kommet til verden.

Ifølge en ny opgørelse fra Københavns Kommunes Center for Parkering, som Berlingske har fået indblik i, satte byens uniformerede p-vagter i 2015 nemlig mange afgifter under viskerne på biler på klassiske københavnergader som Edel Sauntes Allé i Fælledparken, Ny Østergade i København K, Bådsmandsstræde på Christianshavn samt Juliane Maries Vej/Blegdamsvej, der begge kredser om Rigshospitalet.

Ifølge opgørelsen deler parkeringsvagter flest afgifter ud på Gothersgade, Dronningens Tværgade og Juliane Maries Vej på Østerbro.

Her deler kommunen flest afgifter ud

 

Det høje antal afgifter i Dronningens Tværgade og Gothersgade har forskellige årsager, fortæller chef for Center for Parkering i Københavns Kommune, Jes Øksnebjerg.

I Dronningens Tværgade har man ved Dronningegården og Prinsessegården haft en såkaldt dobbeltrestriktion, hvor man både skal betale for at parkere, mens der også er én times-begrænsning, hvilket er relativt unormalt. Men Jes Øksnebjerg fortæller også, at han på mandag sender et ønske til politikerne i København om at ændre reglerne, fordi der er »uforholdsmæssigt« mange afgifter i det område. Og det er ifølge Øksnebjerg udtryk for, at man regulerer området forkert. Han lægger op til at fjerne tidsrestriktionen.

Gothersgade er en anden sag:

»Gothersgade er en hovedtrafikåre i København. Der er utroligt meget trafik. På de gader, der er mest pres på, ser vi ofte, at folk også føler sig presset ud i ulovlige parkeringer. Antallet af parkeringspladser står ikke alle steder mål med antallet af biler. Både Gothersgade, Tagensvej og H. C. Andersens Boulevard skal fungere, for at hele indre by ikke falder sammen. Hver dag kommer der mellem 7.00 og 9.00 om morgenen omkring 55.000 biler ind i Købehavn, og de biler tager hjem mellem 15.00 og 17.00. På de tidspunkter må man slet ikke parkere i de områder, for bilerne skal have plads til at komme ud af byen igen. Hvis folk parkerer ulovligt på Gothersgade, kan bilerne ikke komme rundt på Kongens Nytorv, så bryder Store Kongensgade sammen, så falder Bredgade sammen. Derfor er vi langt fremme i skoene på Gothersgade,« siger Jes Øksnebjerg.

Flere afgifter end de seneste år

Samlet har Center for Parkering udskrevet en tand flere afgifter i år end de seneste, men langtfra så mange som i årene 2006-2007.

Ifølge Øksnebjerg er svært at forklare den svage stigning. Men det kan hænge sammen med økonomiske op- og nedture. Han har f.eks. i de gode tider oplevet håndværksmestre, der betalte 18-20-22 bøder af gangen, men det i dårlige tider gør lidt mere ondt med et svirp på 510 kr.

»Et gæt kan være, at det hænger sammen med, at antallet af biler faldt under finanskrisen i 2007-2008. Nu er der måske en tendens til, at antallet af biler stiger igen, og så følger antallet af afgifter langsomt med,« siger Jes Øksnebjerg.

Afgifterne ved Riget

Ifølge baggrundspapiret om parkeringsafgifter, som Center for Parkering har sendt til Berlingske, har man de seneste år set en afgiftsstigning på de afgiftstyper, som »vedrører fortove/cykelstier og vejkryds. Disse overtrædelser fremgår af færdselsloven, og vi finder, at især disse overtrædelser er med til at kompromittere såvel fremkommeligheden som trafiksikkerheden – ikke blot for andre bilister, men i særdeleshed for de bløde trafikanter som cyklister og fodgængere,« står der i papiret.

Afgifert handler med andre ord især om trafiksikkerhed og fremkommelighed. Men flere af de gader, som kommunen uddeler mange afgifter på, ser ellers relativt fredelige ud. Tag Juliane Maries Vej ved Rigshospitalet og Edel Sauntes Allé, der bugter sig gennem Fælledparken forbi den af mange børnefamilier kendte vandlegeplads.

Så hvorfor uddeler i så mange afgifter på gader, hvor der er meget få bløde trafikanter, f.eks. på Edel Sauntes Allé i Fælledparken og på Juliane Maries Vej?

»Jeg er ikke enig med dig. Det handler om trafiksikkerhed. Rigshospitalet er en kæmpe arbejdsplads. Og der er mange ambulancer i området, som skal kunne komme frem og tilbage. Regulerede vi ikke området, ville det være umuligt at komme frem og tilbage. Jeg forstår godt, at folk mange er i en mærkelig situation, og jeg har sympati for de personer, der har vigtige ærinder på Rigshospitalet, men man skal kunne komme frem og tilbage. Hvis ikke vi er derude, så smider folk deres biler overalt og det kompromitterer sikkerheden.«

Ridshospitalet modtager jævnligt klager fra besøgende over de afgifter, de har fået, mens de havde et ærinde på Hospitalet, oplyser Rigshospitalet til Berlingske. Men Rigshospitalet vil derudover ikke kommentere på parkeringsafgifterne i de nærliggende gader.

Men folk tror måske også, at det er gratis at parkere der...?

»Nej, det tror jeg ikke, folk er ret klare på skiltningen derude,« siger Øksnebjerg og understreger, at et nyt parkeringshus, der åbnede få måneder tilbage ved hospitalet, formentlig vil resultere i færre afgifter i området.

Til fodbold i Parken

Årsagen til bøderne på Edel Sauntes Allé er en anden. Når der er arrangementer i Parken - fodbold eller Justin Timberlake - så er det er enormt stort pres i området, fortæller Jes Øksnebjerg.

»Hvis der er en fodboldkamp eller en koncert, kan vi godt ligge tæt på 1000 afgifter. Her er et særligt behov for at sikre fremkommelighed, så det ikke bliver Det Vilde Vesten. Vi kommer gerne nogle timer før for at vise os derude og signalere til folk, at de ikke skal stille bilerne på den måde.«

Men hvorfor bliver i ikke bare hjemme. Selvfølgelig parkerer folk skævt, når der skal 40.000 i Parken. Der er få cykler derovre, trafiksikkerheden kan ikke være det store problem?

»Vi kan jo ikke bare ophæve reglerne, fordi der er et stort arrangement. Så skulle vi gøre det, hver eneste gang der er arrangementer i København – og vi har altså en by, hvor der sker rigtig meget.  Her er der også et hensyn til de tusindvis af trafikanter, som ikke deltager i arrangementet, men som skal frem alligevel, og til de borgere, som bor  i nærheden. De ville ret hurtigt opleve at infrastrukturen ville bryde sammen,« siger Jes Øksnebjerg.

Ved de helt store arrangementer erkender Jes Øksnebjerg, at det kan være svært at regulere ligesom effekten på sigt kan være lille. Fire unge gutter, der skal til Fodbold i Parken, kan man give en afgift på 510 kr., men når de har splittet afgiften op mellem dem, ja, så er det langtfra sikkert, at det holder dem fra at gøre det igen. Og kreativiteten er stor.

»De fjerner rent fysisk vores bænke i Fælledparken og parkerer direkte på plænen.«

Ikke en guldgrube for København

På parkeringsområdet skal man sondre mellem parkeringsafgifter og betalingsparkering. Kommunen pålægger på vegne af politiet parkeringsafgifter ved brud på færdselslovens regler. I 2015 var der samlet set indtægter fra p-afgifter på ca. 148,5 mio. kr. Af dem fik Rigspolitiet efterfølgende fik 59,5 mio. kr. Når man trækker løn, IT, drift mv. ud, er kommunens avance på mellem 10 og 20 mio. kr. årligt. Sammenlignet var indtægterne fra betalingsparkering - de faste parkeringstilladelser, som sidder i de fleste københavneres bilforruder - 393,4 mio. kr. i 2015.