Se hvilke ministre der klare sig bedst og værst

Læs mere
Fold sammen

Per Stig Møller (K) - Kulturminister

Per Stig Møller er den mest populære minister i VK-regeringen. I manges øjne er han først og fremmest den kompetente og intellektuelle udenrigsminister, som helt uretfærdigt måtte afgive sin post til den konservative formand, Lene Espersen, ved regeringsrokaden i februar. Som kulturminister har Per Stig Møller stået bag en ny radiokanal, der får 100 millioner offentlige kroner i ryggen, og som bryder med DRs public-service-monopol. Allerede inden radioen er gået i luften, har medierne døbt den »Radio Møller«.

Lykke Friis (V) - Klima- og energiminister

Lykke Friis har i mange år været en stærk kommunikator, hvad enten det var som EU-forsker, prorektor for Københavns Universitet eller inkarneret fan af tysk fodbold. I forbindelse med udnævnelsen til klima- og energiminister sidste år meldte hun sig ind i Venstre, og hun er nu regeringens næstmest populære minister, selvom det kun er lidt over halvdelen af danskerne, der ved, hvilket parti hun tilhører. Lykke Friis favner da også så bredt, at hun nu har overtaget ansvaret for ligestilling.

Bertel Haarder (V) - Indenrigs- og sundhedsminister

Bertel Haarder er regeringens tredjemest populære minister, selvom han op til jul mest har fået opmærksomhed pga. sit hidsige temperament. Som den længst siddende minister siden Anden Verdenskrig er Bertel Haarder en af de få, som kan bestride nær sagt en hvilken som helst ministerpost. Som undervisningsminister var han kontroversiel, som integrationsminister holdt han styr på et sprængfarligt område, og som indenrigs- og sundhedsminister skal han sikre ro på et område, der både har høj prioritet hos danskerne og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Tina Nedergaard (V) - Undervisningsminister

Det var lidt af en overraskelse, da Tina Nedergaard i februar blev udnævnt til undervisningsminister og dermed fik ansvaret for statsminister Lars Løkke Rasmussens prestigeprojekt med en reform af folkeskolen. Men danskerne er ikke imponeret af Nedergaards indsats og placerer hende tredjedårligst på ranglisten over ministre. Det er da også kikset med at indgå et nationalt partnerskab med folkeskolelærerne, og det lykkedes ikke Tina Nedergaard at overbevise danskerne om det fornuftige i at give kommunerne frihed til at putte mere end 28 elever i en folkeskoleklasse. Det forslag måtte regeringen efterfølgende trække tilbage.

Karen Ellemann (V) - Miljøminister

Miljøminister Karen Ellemann er snublet i den ene enkeltsag efter den anden og vurderes af danskerne til at være det næstsvageste led i regeringen. Da hun kort før jul stoppede en gifttransport fra Australien og sagde, at beslutningen ikke var sagligt begrundet, lød det som om, hun var begyndt at tvivle på sin egen politiske dømmekraft. Tidligere har den omstridte placering af et testcenter for kæmpevindmøller i Thy og den såkaldte madpakkesag skabt problemer fra hende. Hun blev udnævnt til indenrigs- og socialminister i 2009 efter at mindre end to år i Folketinget.

Lene Espersen (K) - Udenrigsminister

Den konservative formand, Lene Espersen, hænger stadig fast i kviksandet fra ferieturen til Mallorca, som hun i marts prioriterede over et arktisk udenrigsministermøde med deltagelse af Hillary Clinton. Danskerne mener, at Lene Espersen er den minister, der klarer sit job dårligst, selvom hun på det seneste har fået ros fra sine udenrigsministerkolleger i udlandet og anonyme embedsmænd. De Konservatives massive nedtur i meningsmålingerne skaber uro om Espersens lederskab, og flere partifæller drømmer om, at hun selv trækker sig, så justitsminister Lars Barfoed kan tage over.