Fra parkeringsplads til en »urban forhave« med boldspilsaktiviteter, vand og masser af træer.

Det er en del af planen for pladsen bag Frederiksberg Rådhus.

Siden 1960erne har der bag rådhuset ligget en stor parkeringsplads. Det ændrede sig sidste år, da man begyndte at grave ud til et underjordisk parkeringshus.

Og nu handler det om selve pladsen over jorden.

I aften skal Miljø- og Trafikudvalget tage stilling til forslaget. Efter godkendelse af planen kan den sendes i høring hos borgerne og endeligt vedtages af kommunalbestyrelsen.

Overordnet er tanken bag planen at understøtte bylivet for frederiksbergborgerne og flette området sammen med Frederiksberg Have.

Planen består af en række elementer:

  • En stor, åben plads

  • Et aktivitetshjørne for unge og større børn

  • Et søområde

  • En pavillon til eksempelvis markeder og madvogne

  • Nedgange til parkeringskælder

Det er ETN Arkitekter, som står bag forslaget med hjælp fra RUM Arkitekter, der har udarbejdet 3D-illustrationerne.

Her ses planen om pladsen bag Frederiksberg Rådhus fra en anden vinkel. Den store bygning til venstre side er 4. Maj Kollegiet.
Her ses planen om pladsen bag Frederiksberg Rådhus fra en anden vinkel. Den store bygning til venstre side er 4. Maj Kollegiet. ETN Arkitekter / Rum Arkitekter

Loppemarked og vanddyser til varme sommerdage

Den åbne betonflisebelagte plads, som arkitekterne kalder »Bygulvet«, fylder 3.500 kvadratmeter. Den kan huse en række begivenheder, herunder det tilbagevendende ugentlige loppemarked med cirka 90 boder. Samtidig er der eksempelvis mulighed for torve- og madmarkeder, mindre koncerter eller teater.

I aktivitetshjørnet finder man en boldbane til basket med tilskuere på en trappetribune, ligesom der er også lagt op til skating.

Der etableres ifølge planen en trappenedgang, så man kan komme i kontakt med vandet, og arkitekterne lægger op til »et vandelement med dyser, som kan spy vanddis ud på varme sommerdage«.

Området har løbende haft problemer med at håndtere store regnskyl. I oplægget vil man bearbejde søen, så den kan fungere som klimasikringsinstallation. Trappetrinene ved søen kan håndtere regnvand ved skybrud, så vandspejlet i søen skal uden problemer kunne stige og oversvømme de nederste trappetrin, lyder det.

Det i alt 13.500 kvadratmeter store område står til at få masser af træer, en »grøn lomme« samt en »Kunstskov«, som er tænkt til både faste og midlertidige kunstinstallationer.

Tidligere har der været afholdt borgermøder, hvor frederiksbergborgerne kunne komme med indspark. Her gik ønskerne på flere opholdsmuligheder, mere leg og bevægelse samt mere grønt.

Her ses arkitekternes plan for området fra oven. Som grafikken viser, ses rådhuset i højre side.
Her ses arkitekternes plan for området fra oven. Som grafikken viser, ses rådhuset i højre side. ETN Arkitekter / Rum Arkitekter

Parkering under jorden

Det underjordiske, runde parkeringsanlæg, som der allerede er gravet ud til rummer 275 parkeringspladser, som tilgås via to trappetårne på hver side af pladsen.

I kommunens budget for i år blev det besluttet at undersøge mulighederne for at udvide den eksisterende ladestation til elbiler ved rådhuset. I forslaget er der en indtegnet en mulig udvidelse ind, som inkluderer flere lynladere, men dette bliver næppe til virkelighed. Forvaltningen har indstillet til Miljø- og Trafikudvalget, at man gennemfører projektet uden en udvidelse af ladestationen, fordi det ville medføre øget trafik og påvirke servicearealet ind mod rådhuset – og fordi der er ladefaciliteter på vej andre steder i kommunen.

Nedenfor et billede af området, som det så ud i 2019.

Det er forventningen, at der vil blive afholdt borgermøde 21. juni 2023 om forslaget. Forinden skal det altså godkendes af Miljø- og Trafikudvalget mandag aften.