Scientology raser over tysk film

Scientology Kirken i Danmark er stærkt utilfreds med en spillefilm om bevægelsen, som onsdag blev vist på tysk tv. En del af filmen foregår i København.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele 8,7 millioner seere så onsdag aften spillefilmen "Bis nichts mehr bleibt" på den tyske kanal ARD, og filmen har nu fået Scientology Kirken Danmark til at lange hårdt ud efter tv-stationen, skriver Flensborg Avis lørdag.

Filmen handler om, hvordan en ung tysk familie langsomt bliver suget ind i bevægelsen i håbet om et bedre liv. Men medlemskabet af Scientology fører til familiens økonomiske ruin, og den ender med at blive splittet.

En del af filmen foregår i København, hvor hovedkvarteret for Scientology i Europa ligger, og her har man ikke meget tilovers for filmens fremstilling af bevægelsen.

- Det er uhyggeligt at hænge en gruppe mennesker ud på den måde. Det er helt uhørt efter min mening, siger Anette Refstrup, pressetalsmand for Scientology i Danmark.

Hun finder også, at ARD overtræder sine egne etiske retningslinjer med filmen. Scientology i både Danmark og Tyskland mener, at ARD med filmen har gang i en decideret kampagne mod bevægelsen. Det afviser tv-stationen på det kraftigste.

/ritzau/