Savnet 88-årig mand fundet død i Vejle

Den 88-årige Egon Preben Andersen fra Vejle, der har været forsvundet siden 18. januar, er blevet fundet død.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den ældre og lettere demente mand blev fundet af frivillige eftersøgere fredag klokken 13.48. Han lå død i et grønt område i nærheden af haveforeningen Mølholmsdalen i Vejle.

Siden Egon Preben Andersen forsvandt fra sin bopæl, har han været eftersøgt massivt med blandt andet politihunde, helikoptere og både.

Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at der skulle ligge en forbrydelse bag dødsfaldet.

De pårørende er underrettet.

BNB