SAS dømt til at betale bod

SAS tabte torsdag en sag i Arbejdsretten til forbundet PROSA og skal betale to medarbejdere erstatningsbod på 140.000 kroner.

Det var ikke i orden, at SAS overflyttede to it-konsulenter til Leder-overenskomst frem for PROSA-overenskomst, besluttede Arbejdsretten torsdag.

- Som vi ser det, kan SAS have anvendt denne fremgangsmåde for at få presset PROSA ud af SAS og dermed mindske antallet af overenskomster. Ud over mere lempelige regler om løn og overarbejdsbetaling, har Ledernes overenskomst hverken strejkeret eller bestemmelser om øverste arbejdstid, så det er en væsentligt ringere overenskomstaftale, lyder vurderingen fra PROSA, der er forbundet for IT-professionelle.

SAS skal nu betale en bod på 140.000, og den dom accepterer virksomheden.

- Arbejdsretten har talt, og den afgørelse respekterer vi selvfølgelig, siger kommunikationsdirektør i SAS Danmark Anne Bove-Nielsen til Ritzau.

I 2004 frasolgte SAS hele IT-virksomheden til CSC, og dermed opstod problemstillingen for de to SAS-ansatte it-konsulenter.

/ritzau/