SAS aflyser alle fly mellem Skandinavien og New York

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

SAS har valgt at aflyse alle fly, der flyver fra Oslo, Stockholm og København til New York og retur tirsdag.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Det er en kraftig snestorm på den amerikanske østkyst, der har fået SAS til at holde deres fly på landjorden tirsdag. Ifølge informationschef i SAS, Knut Morten Johansen, er der tale om en krævende situation, der vil komme til at berøre omkring 1.000 passagerer.

Knut Morten Johansen fortæller samtidig, at en snestorm i USA ikke er noget særligt i forhold til de snestorme, som man oplever Skandinavien.

»Vi er vant til sne og vind og kunne nok både lande og lette. Men infrastrukturen i USA er ikke som herhjemme,« siger han til Dagens Næringsliv.

SAS kan endnu ikke afvise, at man også aflyser fly onsdag, men fortæller, at man vil se tiden an, når al sneen er faldet.

Hos Norwegian har man endnu ikke besluttet sig for, om man aflyser afgange fra Skandinavien til New York og retur, men oplyser til BT, at man følger situationen nøje.

Ifølge Dagens Næringsliv er omkring 5.000 fly blevet aflyst til og fra den amerikanske østkyst mandag og tirsdag.

Man forventer, at der vil falde over en halv meter sne i løbet af tirsdagen i New York, hvorfor en stor del af indbyggerne også har forberedt sig på snestormen, der har fået navnet Stella.

Den nationale vejrtjeneste har udsendt et varsel om sne fra mandag midnat lokal tid frem til de sene aftentimer tirsdag. Varslet gælder for byen New York og strækker sig videre ind i Connecticut og New Jersey.

Også staterne Maine, Virginia og det sydlige Washington kan rammes af snestorm.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, har forsøgt at forberede byen på det voldsomme vejr.

»Dette kan blive en meget alvorlig snestorm,« sagde han tidligere mandag ifølge Ritzau og tilføjede:

»Der kan falde op til 24 inches (60 centimeter red.), hvilket putter stormen i kategori af at være en af de største snestorme i nyere tid,« siger han.

Flere skoler er desuden blevet lukket i millionbyen.