Søren Pind har fået sig en ministeruniform, komplet med guldknapper, guldbroderi og hat med fjer. Så i sine – foreløbigt – sidste øjeblikke som minister havde han den naturligvis på. Ikke hos Dronningen, for det var ikke en festdag, men da han sagde farvel til ministeriet.
Det kan man vel godt forstå. Så fint tøj, der hænger der i skabet, og man ved, at det så sjældent skal bruges. Måske har han aet sin uniform, som en kvinde kan ae sin brudekjole og i går aftes hvisket til den: »Åh, jeg lover dig, du kommer ud og bliver luftet i morgen«.
Uniformen har Pind selv fået syet, selv om uniformer for ministre blev afskaffet i 1909, og den har kostet ham 40.000 kroner.
Han har fået noget for pengene. Det er en flot uniform. Pind ligner en, der er parat til at indgå i samlingen på Nationalmuseet og springer ud, når et barn hamrer kedsomhedsknappen i bund, parat til at fortælle om konseilspræsidenter og provisorietiden.
Den kunne have været med i de fineste kostumedramaer. God til en birolle i bryggeren, perfekt karakter i Downton Abbey.
For uniformen er imponerende i al sin overdrevenhed med masser af guld og fine knapper og sin store hat. Den taler uniformens sprog, den råber: »Se her kommer en mægtig mand«.
Den er i smuk uld, den har knapper over brystet, guldgaloner langs benene, den har manchetter i guldmønster og om halsen, hvor der såmænd er plads til et ridderkors. Det er en uniform, der er så simpel at aflæse, fordi den lægger sig smukt på linje med andre uniformer til mænd med magt, mørkt stof, godt med guld og så en imponerende hat: Admiraler, generaler, præsidenter, prinserne hertil lands, ja såmænd selv luftkaptajnerne, når de skrider gennem en lufthavn. Selv en paradesabel har den.
Men det er også problemet. Det er en parade, ikke for alvorlig. For Søren Pind er ikke klædt på som minister. Han er klædt ud som minister og ligner ikke et magtfuld menneske, men en mand, der har haft penge nok til at undgå Amor udlejningsservice den dag, han fik lyst til at klæde sig ud.
For man skal passe på, når man tager gammeldags tøj på. Alle bredrøvede damer kender problematikken. Kjoler fra 50erne er simpelthen så flatterende. Smal talje, forsvundet bagdel. Det burde være virkelig godt, men desværre kommer man utrolig hurtigt til at se ud som om man er klædt ud som... nå ja en dame fra 1950erne. Ikke klædt på som et moderne menneske.
For den moderne ministers uniform er ikke med fjerhat og guldbroderi. Den moderne ministers uniform er det velsiddende jakkesæt, slipset, der kan signalere humør (eller graden af grønhed), det dyre ur og måske telefonen i hånden. Sådan ser en magtfuld minister ud.
En minister i fjerhat ligner en forfængelig mand, der havde lyst til at klæde sig ud.
Det er faktisk meget nuttet. Og lidt fjollet.