Sarah Hernø Toftild: En tænkende teenagers overvejelser

Jeg er ung, studerende. Til hverdag går jeg på Rysensteen Gymnasium ved Hovedbanegården, og det gør jeg forhåbentlig i de næste tre år, idet dagdrømmeri ikke er en grund til udsmidning. Endnu...

Jeg går på science-linien, også kaldet nørd-linien, og har derefter planer om at gå direkte på universitetet og læse molekylær biomedicin. Jeg vil være forsker, da jeg så har mulighed for at hjælpe mennesker ved at finde nye former for f.eks. medicin. Men jeg har også en eventyrlyst, jeg gerne vil have udlevet. Jeg vil være en ægte opdager, rejse på farefulde rejser og finde ud af vigtige ting. Blive husket for modet, jeg havde til at gøre det, og for den viden, jeg kunne vende hjem med.

Det ville være fantastisk at kunne gøre dette, se det hele i et lidt større perspektiv end blot ens egen lille verden. Stå et sted i dette univers - om det så er på en af polerne eller i ørkenen - og vide, at man kun kan klare sig, hvis man har tillid til og stoler på sig selv og sine rejsefæller. Det må virkelig kræve en selvtillid, og sikkert også styrke den kraftigt, når man senere ved, hvad man selv og andre mennesker er i stand til.

Jeg vil forholde mig til risiciene, men ikke lade nervøsiteten og frygten tage over. Jeg vil kunne tænke heroiske tanker om mig selv, når faren er ovre, og man igen sidder hjemme og tænker på det bidrag, man har givet til historien.

Andre før mig har ønsket det samme og er draget ud i verden. Den historiske betydning af deres opdagelsesrejser og ekspeditioner er utrolig stor, det er der næppe nogen, der sætter spørgsmålstegn ved. Sådanne rejser har altid haft en stor betydning magtmæssigt og handelsmæssigt, dermed økonomisk, kulturelt, se blot på den store globalisering. Vores samfund ville ikke være, som det er i dag, hvis det ikke var for de store opdagelsesrejsende. Se på Københavns indre by: Den er multikulturel og rig på udtryk. Æren for dette kan blandt andet tillægges de opdagelsesrejsende.

Men der er et problem... Hvad skal jeg opdage? For er der ladt noget væsentligt tilbage til min generation?

Vi unge kan ikke blive en Columbus og opdage Amerika, en Marco Polo og etablere handelsvejen til Østen. Ej heller kan vi stå i Neil Armstrongs sted og være de første, der sætter vores fod på månen.

Vi kan følge i sporene på dem, der allerede har banet vejen, se blot på den seneste Grønlandsekspedition. Den går i sporene på den første, der tog ruten for 100 år siden. Vi ved alle, der skal noget til for at klare en sådan kulde og så megen vandring, og der skal ikke sås nogen tvivl om, at det er en flot bedrift. Men hvilken forskel gør denne rejse?

På den første Grønlandsekspedition fik man optegnet den nordlige kystlinie, dette var senere en af grundene til, at Danmark fik tilkendt Grønland. Men denne ekspedition har ikke sådan et formål. Det virker, som om den bevæger sig i et allerede opdaget område.

Det, der er tættest på, som ikke er vor egen jord, er månen. Der har vi dog allerede været, og den har været tæt på at gå af mode. Men amerikanerne har besluttet at tage derop igen, fordi de vil være foran Kina? Når jeg og mine jævnaldrende snakker rumfart, drejer det sig ikke længere om vores egen måne. Manges tanker er allerede nået et godt stykke videre end til den...

Mars - next stop!

Vores teknologiske øjne har allerede været der. Robotter er nået frem og har indsamlet viden. Snart sender vi også mennesker derop, idet vi indtil videre ikke har kunnet arbejde med prøverne selv.

Men hvad så derefter?

Hvor går rejsen så hen?

En opdagelsesrejse er vel altid forbundet med fare, men jeg - og nok de fleste andre - sætter grænsen ved at hoppe rundt på en gasplanet eller Venus med sin brændende overflade. Bliver Mars det sidste stop? Og bliver det uden mig?

Der er blevet opdaget fænomener meget længere ud i verdensrummet end vores eget solsystem, endda galakse, mange tusind lysår frem, men sandsynligheden for, at vi når derud, mens jeg kan være med, er ikke særlig stor.

Hvad gør jeg?

Verden ligger åben, åben og opdaget. Har de store kendte mænd (og kvinder) ikke efterladt mig og min generation noget?

Verden er kortlagt, nedfældet på papir, i harddiske, let tilgængelig via Google Earth! Jeg kan sidde og opdage alt via min computer og det globale net uden andre risici end virus og overophedet harddisk. Det er så frygtelig let!

Hvad gør de eventyrlystne i min generation? Vi kan sagtens rejse og opdage ud fra vort eget synspunkt, men det vil næppe gøre nogen særlig forskel i vor store verden.

Vi må finde nye veje og fokus må være et andet, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne blive ved med at foretage eventyrlige opdagelsesrejser.

Men jeg er ikke en klog videnskabskvinde, samfundsforsker eller politiker. Jeg kan ikke lave en model for, hvad vi skal gøre for at finde nye veje, men jeg kan som ung mærke den historiske betydning i min hverdag. Nu tænker jeg ikke på, at der er et Amerika på geografikortet, for det ved vi alle, og kan vi tænke os en verden uden? Nej...

Den historiske betydning er så meget mere! Den indgår i alles tanker, ikke blot som en klat viden, men som en tanke om, hvor det næste skridt går hen, og for nogles vedkommende, om vi når at komme med, inden målstregen er krydset, og vi alle sidder tilbage og tænker: "Wow... Hvad nu? Vi har opdaget alt, ikke engang nullermændene under sengen er ladt tilbage som en ukendt faktor, vi kan opdage med lommelygte og støvsuger."

Så egentlig ved jeg ikke, om dette er en bøn.

En bøn til et klogt menneske om at finde en løsning og nye betydningsfulde ideer til, hvad vi kan gøre?

Eller om det er en bøn til de opdagelsesrejsende for at få dem til at stoppe deres rejser og lade min generation overtage nu?

Eller om jeg beder alle denne verdens ledere om at slette historien, fjerne alle lande fra landkortet, og så kun have indtegnet sin egen lille egn? Så vi kan starte forfra og opdage hinanden!

Hvad skal vi gøre, så den historiske betydning ikke bliver en begrænsende faktor, men kan åbne nye døre for os med opdagertrang?

Jeg kan ikke bede andre svare på dette, for ansvaret ligger udelukkende hos mig og mine jævnaldrende.

Kun vi, de kommende opdagere, kun vi kan finde de nye muligheder!

Før os har mange måske også set tilbage på historien og har givet op. Tænkt, at denne verden ikke rummede mere end det, der allerede var opdaget og skrevet ned. Men alligevel, alligevel har de kunnet finde en ny vej, en vej uden fodspor!

Og det er nu vores opgave ikke at give op, men at fortsætte som andre hidtil har gjort.

Den svære opgave består måske i virkeligheden ikke i at finde noget nyt at opdage?

Måske er kunsten at bevare troen på, at der er noget at opdage, selv om vi på nuværende tidspunkt ikke kan se, hvad det skulle være? Måske er det den sværeste opgave, som min generation nu skal klare?

For med den nye teknologi har vi, der blandt andet ønsker at blive molekylære biomedicinere, mulighed for at rejse ud i verden, godt nok til et sted, der er opdaget, men vi vil kunne forske på et mikrokosmos-plan, man ikke har kunnet udforske før, og det vil være muligt at finde svar på mange vigtige ting, bl.a. sygdomsbehandling. Det vil kunne blive revolutionerende viden, og derfor vil vi stadig kunne opdage, som Galathea 3 gør det nu.