Sammenbragte børn risikerer identitetskrise

Når skilsmissebørn får en ny familie med papsøskende, vendes der op og ned på deres roller og identitet i familien. Giv børnene så meget hverdagsliv sammen som muligt, lyder eksperters råd.

Emilie, Nicolai, Sascha og Frida er hel-, halv- og bonussøskende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Fraskilte forældre har en tendens til at glemme, at deres børn ikke kun skal forholde sig til en ny voksen i deres liv, hvis de flytter sammen med en ny kæreste. De skal også forholde sig til en mere eller mindre fremmed børneflok, hvis fars eller mors kæreste også har børn. Det betyder, at børnene skal finde ud af, hvem de selv er, og hvilken rolle de har i den nye familie. Det fortæller flere eksperter i familieliv, som Berlingske har talt med.

»Pludselig står de der over for en anden børnegruppe, og fordi vi voksne er så lykkelige og synes, at »nu skal vi starte et nyt familieliv«, så håber vi, at vores børn selv kan danne relationer,« siger familieterapeut og børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Forældrene vil så gerne have, at børnene får det godt indbyrdes, og at de ved at få hinanden som søskende også kan finde nogle lyspunkter i, at deres forældre er gået fra hinanden. Men to børnegrupper kan ikke bare lægges sammen, for børnene har haft deres eget minisamfund med forskellige roller og identiteter i den biologiske familie, de kommer fra, fortæller Margrethe Brun Hansen:

»Hver gruppe har sin egen livshistorie og logik. De to grupper står så pludselig over for hinanden i børneværelset, og så vil forældrene gerne have, at de bliver gode venner.«

Med en skilsmisserate på 43 procent er de sammenbragte efterhånden en helt almindelig familietype, og omkring 26.000 danske børn og unge under 18 år har både hel-, halv- og papsøskende. Hver fjerde har halvsøskende. Men at familietypen er udbredt, gør det ikke lettere for børnene at blive lagt sammen med børn fra en anden familie.»Det er på flere måder blevet en sammenbragt familie, hvor børnene næsten er værgeløse ofre. De har i de færreste tilfælde bedt om skilsmissen og bliver pakket ned og flyttet med. På den måde er børnene blot statister i det store skilsmissespil,« fortæller professor og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

Problemet for børnene er, at de i den nye familie får helt nye roller. Ham, der før var storebror, bliver måske pludselig den mellemste i en større flok. Eller en baby stjæler pladsen som familiens lillesøster. Det skaber magtkampe, forklarer Margrethe Brun Hansen:

»Hvis vi vil have skilsmissefamilien til at fungere godt, må vi forstå, hvem der er leder af den lille flok. Ramler to ledere sammen i en fusion, opstår der vrede, jalousi og konflikter.«Et ofte set eksempel på, at forældrene har for store forventninger til, at børnene smelter sammen til en stor søskendeflok, er ifølge Margrethe Brun Hansen, at forældrene mener, at deres børn fint kan dele værelse.

»Det siger far, at vi skal, fordi vi er lige gamle. Men ved du hvad? Jeg vil slet ikke dele værelse med Johan,« hører Margrethe for eksempel børnene sige. Ofte vil børnene hellere sove sammen med deres biologiske søskende i begyndelsen – trods aldersforskelle.

Undgå gæstestatus

Hvad, der virkelig knytter sammenbragte børn sammen og konstituerer søskendeskaber – også på tværs af biologi og blodsbånd – er i al sin enkelthed hverdagen.

Det fremgår af et forskningsprojekt om søskendeskaber fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, som omkring 100 børn har deltaget i.

»Dem, børnene omtaler som søskende, er i høj grad dem, de bor sammen med eller tit er sammen med. Man bliver ikke søskende af, at det står på ens dåbsattest, men af at man går i nattøj, spiser morgenmad og står i kø sammen uden for toilettet,« siger Ida Wentzel Winther, en af forskerne bag projektet.

For at de sammenbragte børn får så meget hverdagsliv sammen som muligt, bør børnenes samvær med deres anden forælder planlægges, så børnene så vidt muligt er i samme »rul«, fortæller Ida Wentzel Winther.

Samtidig bør man gøre en indsats for, at det barn, som måske kun kommer på besøg hver anden weekend, ikke kommer til at føle sig som gæst. At det selv kan lukke sig ind med nøgle, at barnet ikke behøver at spørge om lov til at tage noget i køleskabet, og at andre gør det samme, som når barnet ikke er der.

»For selv om det bliver gjort i bedste mening, kan det for eksempel understrege, at barnet ikke hører til i det hjem, hvis man hver uge står klar med en stor velkomstmiddag og boller og varm kakao,« siger Ida Wentzel Winther.

Sammenbragte børn skaber ny livshistorie

Ifølge Per Schultz Jørgensen får langt de fleste forskellige typer af søskende en stor og positiv betydning for hinanden, hvis de har delt hverdag. For her skaber de deres egen, nye livshistorie.

»I masser af tilfælde har de jo også en fælles skæbne. Den ene har moderen i parforholdet, den anden har faderen, og når man lever sammen, opbygger man en historie sammen, og så får de nogle sociale bånd, som har en vis dybde. Det kan halvsøskende og andre slags søskende få på samme måde, som man kan få det med en social far eller mor. Der behøver ikke at være et biologisk bånd,« siger han.