Sammen står de stærkt

Da Pernille og Via blev skilt, savnede de at være tæt på en voksen i hverdagen samt én at dele det praktiske arbejde med. Nu bor kvinderne med deres børn i en fælles lejlighed.

Pernille Flensted-Jensen (t.v.) og Via Christensen (t.h.) står i døråbningen til Agnes¿ børneværelse i deres fælles lejlighed. For enden af gangen har Pernille og hendes to børn deres stue og værelser. Begge mener, det ville være vanskeligere at flytte sammen med en kæreste og hans eventuelle børn. Foto: Kristian Linnemann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Duften af oksesteg pirrer næseborene ved indgangen til den gamle beboelsesejendom på Nørrebro i København. Det er helt oppe i lejligheden på fjerde sal, at aftensmaden er ved at være færdig.

»Det er jo næsten eksotisk sådan at få oksesteg på en almindelig torsdag, men den var på tilbud,« forklarer Pernille Flensted-Jensen, der er i gang med middagen og forinden har bagt grovboller, der ligger flot til skue i vindueskarmen ud mod gården med den store legeplads.

Bollerne er til børnenes madpakker og aftensmaden til lejlighedens beboere. Foruden Pernille er det hendes børn Thomas og Ida samt bofællen Via Christensen og hendes datter Agnes.

De to kvinder er fraskilte. I lige uger bor de sammen med deres børn, og så er der aftensmad på klokkeslæt og fælles godnathistorie.

»Så snart vi er hjemme, laver vi aftensmad og spiser sammen som en anden kernefamilie. Det er hyggeligst sådan og enormt upraktisk, hvis først den ene og så den anden skulle i gang med at lave mad,« siger Pernille.

I de ulige uger er børnene hos deres fædre, og kvinderne har større frihed til at gøre, som de hver især har lyst.

Altid åbne døre
Kvinderne har nu boet sammen i tre år. Den store lejlighed er indrettet sådan, at de har hver deres soveværelse og børneværelse samt stue, mens de har fælles køkken og badeværelse.

»Vi vil have lov til at kunne lukke døren og være i fred. Men i praksis sker det ikke særlig tit, at vi sidder for lukket dør hver for sig. Tit sidder jeg for eksempel i Vias stue og læser, mens hun arbejder ved computeren i sit soveværelse,« fortæller Pernille.

Ideen til den fælles lejlighed opstod under en middag hos Vias søster - Pernilles gode veninde. Kvinderne kom i snak, og det viste sig, at de begge syntes, det var kedeligt og besværligt at bo som fraskilt med børn.

»Man sidder der om aftenen og tænker, at det kunne være hyggeligt, hvis der var en voksen, man kunne drikke et glas rødvin med og snakke med,« siger Pernille, der syntes, det fungerede dårligt at bo alene efter at være blevet skilt i 1999. Når hendes to børn var hjemme, gik alt op i at få husholdningen til at fungere.

»Det er selvfølgelig hyggeligt at være sammen med børnene, men der er enormt meget praktisk arbejde, og tøjvask, indkøb og madlavning er simpelthen bare sjovere, når der er en anden voksen at dele arbejdet med. Det er også svært at gå til noget på en bestemt ugedag, når man er alene med børnene. Og så savnede jeg at have en anden voksen at tale med i hverdagen.«

Via Christensen trivedes heller ikke med at bo alene efter sin skilsmisse samme år. Sammen med sin dengang treårige datter Agnes boede hun i en to værelses lejlighed på Frederiksberg.

»Jeg havde det ret skidt efter skilsmissen, så om aftenen ved spisebordet sad jeg overfor min datter uden at være særlig sulten. Og Agnes gad heller ikke spise noget,« fortæller hun.

»Jeg var ikke ensom, for der var masser af folk, jeg kunne besøge, og steder jeg kunne tage hen. Men det krævede, at jeg skulle drøne rundt og arrangere hele tiden, og det fungerede altså ikke for mig.«

Alt aftalt på forhånd
Så under middagen hos Vias søster blev kvinderne enige om at se på en eventuel fælles bolig den næstkommende søndag. De fandt ret hurtigt ud af, at de matchede hinanden godt. De kunne forholdsvis let blive enige om, hvordan deres bofællesskab skulle fungere. Intet blev til gengæld overladt til tilfældighederne.

»Vi snakkede virkelig ned i detaljer om, hvordan vi forestillede os det ene og det andet,« siger Pernille.

Hver måned indbetaler de et fast beløb til en fælles konto, hvorfra realkreditlån, varme, avis, telefon og andre fælles udgifter betales. Fællesindkøb som mad, toiletpapir og elpærer bliver noteret i en lille bog, hvor udgifterne hver måned gøres op. Men det er sjældent, at forskellen udlignes i kontanter. Som regel er det bare den, der har et efterslæb, der køber mere ind i måneden efter.

Kvinderne, der som udgangspunkt ikke kendte hinanden særlig godt, er i dag hinandens fortrolige.

»Jeg slækker mere og mere på fortrolighedsgrænsen over for Pernille. Vi er blevet en delmængde på en eller anden måde, og det er meget ægteskabsagtigt, når jeg fortæller Pernille noget fortroligt om andre venner og personer, der står mig nært - ikke for at sladre - men som respons på noget, der optager mig,« siger Via.

»Jeg har også præsteret at sige, Vi trænger til at få boret det der hul i væggen, og så ved Via godt, at hun skal tage sin boremaskine frem og bore,« supplerer Pernille med et grin.

De sammenligner kalendere og mailer hinanden i løbet af en arbejdsdag om, hvornår de ses om aftenen, og om de skal spise sammen. Når børnene er hjemme, laver familierne stort set alting sammen.

»Agnes har på den måde fået noget, der tilnærmelsesvist minder om søskende. Vi havde forinden ikke haft de store forestillinger om, hvordan børnene ville fungere sammen, men de leger i dag utrolig godt sammen alle tre,« siger Via.

Savner ikke parforhold
Sidste sommer, da Via og Pernille var på bondegårdsferie med de tre børn, fik de oplevelsen af, at flere troede, de var lesbiske, fordi de omtaler dem selv som »vi« og »vores«. Men begge kvinder har en mand i deres liv, som de vel at mærke ikke har nogen aktuelle planer om at flytte sammen med.

»Det er lykkedes os at få et liv, der er enormt godt. Jeg har ikke megen lyst til at leve i et formaliseret parforhold, hvor man er enormt meget sammen. Jeg har ikke forestillingen om at flytte sammen med min kæreste, blive gift og få børn. Det behøver jeg heller ikke, for jeg har jo fået børn,« siger Pernille, hvis kæreste dog ingen børn har.

Det ville være langt mere problematisk at flytte sammen med en kæreste og hans eventuelle børn, mener de.

»Hvis man som fraskilt med børn flytter sammen med en kæreste, der måske også selv har børn, bliver konstellationen mellem børnene og de voksne pludselig meget indviklet. Børnene skal konkurrere om de voksne og med hinanden om opmærksomhed og rollefordeling. Det skal mine børn og Vias datter ikke, fordi Via og jeg jo ikke er kærester,« siger Pernille.

Via er sikker på, at hun vil tage erfaringerne fra bofællesskabet med sig, hvis hun alligevel en gang skal flytte sammen med en kæreste: »Hvis jeg nogensinde skal flytte sammen med en mand igen, vil jeg prøve at gøre det så tæt op af det her som muligt og tale tingene enormt meget igennem forinden,« siger hun.

»Dengang jeg giftede mig med Niels, var det opfyldelsen af en drøm. Jeg tænkte, det var det, man skulle nå frem til - en mand, et fælles hjem og børn. Nu har jeg prøvet det og ved ikke, hvad det næste bliver.«Læs i Berlingske Søndag om 20-årige Fridda, der har to mødre.