Samerne byder velkommen til Sápmi

En skiferie eller en vildmarksferie kan ikke lægges meget bedre end i Härjedalen, Sveriges tag. Her er et kæmpemæssigt system af både kultur- og naturvandrestier og måske det længste skiløjpesystem i Norden. Samtidig er det her Sápmi, samernes land, begynder - og de vil gerne have besøg.

Samerne byder  velkommen til Sápmi - 1
Foto: Hans Deryk Fold sammen
Læs mere

Da Eva Teilus Rehnfeldt i 1937 var en lille pige på 8 år, blev hun opmålt i en maskine, som skulle vise, om hun var et rigtigt menneske, eller måske bare en afart, en mindreværdig, en humanoid, som evolutionen havde sendt ud på et sidespor. De svenske racebiologer kom til hendes barndoms land i Jokkmokk med deres mekanismer og fotografiapparater for at dokumentere, at samerne var mindre, mere krogbenede og dummere end rigtige mennesker, og samerne måtte klæde sig af for dem og finde sig i, at deres hoveder blev målt op og deres kroppe affotograferet.

Dengang måtte samer ikke bo i rigtige huse og deres børn ikke gå i skoler, og de havde heller ingen almindelige borgerlige rettigheder. Så sent som i 1952 flyttede Eva fra sted til sted i en pulk, som blev trukket af en ren. Dengang kunne man flytte alt, hvad man ejede, i 4 - 5 pulke. Nu er hun 71 år gammel og med en betydelig større oppakning flyttet til Funäsdalen i landskabet Härjedalen, hvor hun blandt andet er guide på fjeldmuseet.

Härjedalens Fjällmuseum i Funäsdalen, som er indstillet til EU's museumspris, er i allerhøjeste grad et besøg værd. I en bygning, der arkitektonisk ligger meget tæt op ad den lokale byggeskik og nærmest smyger sig ind i fjeldsiden, får gæsterne et betagende indblik i den kultur, jægere og bønder skabte i dette hårde landskab, da de kom hertil for 10.000 år siden. Indtil 1645 var det norsk, og der er stadig mange norske særtræk i sprog og byggeskik og selvfølelse hos dem, der bor her.

Samerne indfiltrerede museumsprojektet, da det blev til, og det er lykkedes at opstille en særlig samisk afdeling i en rund, kåtelignende sal yderst i bygningen. Eva viser stolt rundt i museet, som via et overdådigt ovenlys åbner sig

VEJEN TIL HÄRJEDALEN

Lettest er det at flyve til Östersund over Stockholm, men man kan også køre de 1100 km fra Helsingborg ad indlandsvejen, som går igennem noget af den smukkeste vildmark i Sverige. Hvis man sigter direkte på Funäsdalen er det lettest at flyve til Röros i Norge og så køre ind over grænsen. Ad den vej kan man være på plads i skiområderne på kun tre timer fra Stockholm. Se også www.funasdalsfjall.se.

Samerne er Skandinaviens urbefolkning, som er indvandret østfra, efterhånden som isen gav plads. Der er ca. 70.000 af dem i Norge, Sverige, Finland og Rusland, afhængigt af hvordan man bestemmer en same. De kalder deres område Sápmi. 17 - 20.000 samer bor på svensk område. Omkring 10 procent er aktive inden for renhold. Først for få årtier siden ophørte den aktive diskrimination af samerne. I 1990'erne har de fået sameting, rådgivende forsamlinger, i alle deres hjemlande. Læs mere på www.samefolket.se.

mod Funäsfjeldets store bjerghammer, så bygning og fjeld næsten bliver et. Selv den særlige samiske sang, jojken, med dens specielle toneskala er det lykkedes at bevare og udstille via en række hovedtelefoner i et lille galleri, hvor jojken kan indtages med udsigt til den isdækkede sø. Men alligevel er Eva ikke helt tilfreds. I museets sal ser vi et diasshow om Härjedalen, landskabet som Gud gemte. Her får vi at vide, at jægerne i sin tid trængte op i den uberørte vildmark sydfra.

»Uberørt,« fnyser Eva. »Det var aldeles ikke uberørt, for samerne var her allerede. Det er der slet ingen tvivl om, for der er masser af fund, som viser det. Men mange svenskere har stadig svært ved at erkende, at vi overhovedet eksisterer.«

Funäsdalen ligger tæt ved den sydligste grænse for sydsamerne i Sverige, men selv er Eva Teilus Rehnfeldt nordsame og har stadig rener hjemme i Jokkmokk, som hun betaler den lokale sameby for at tage sig af. Hvor mange rener har hun da? »Ja, hvor mange penge har du?« spørger hun med et skævt smil i sit brede ansigt med de høje kindben. »Rener er penge. Man spørger vel ikke mennesker, hvor mange penge de har!«

Det samme spørger jeg Christine Rensberg om. Jeg får naturligvis det samme svar, og jeg har endnu ikke mødt en same, som svarede anderledes. Sådan er det bare. Christine bor i Brändåsen godt 30 km syd for Funäsdalen, et lille samfund af samer midt i fjeldskoven. Hendes mand, Veikko, arbejder med samebyens rener, Christina laver sameslöjd, som ikke er sløjd i vores forstand, men højt udviklet kunsthåndværk af renskind og andre naturmaterialer.

De 50 samer i Brändåsen bor i 16 ens huse, hver på oprindeligt 72 kvadratmeter, som myndighederne byggede til dem i 1954, omtrent på det tidspunkt, da det blev tilladt for samer at bo i firkantede huse. Selv er Christine den sidste indbygger i Brändåsen, som er født i en kåte, samernes traditionelle, runde, tipi-lignende hytter.

Christine laver især tasker, støvler, veste og pelse af renernes skind. Hun er lattermild og bevæger sig hurtigt, mens hun fortæller om sin produktion, som mennesker kommer langvejs fra for at købe. Hun behøver ikke at annoncere, for mund til øre er fuldt ud tilstrækkeligt til den produktion, hun ønsker at afsætte.

En rentaske koster 6.000 kroner og tager mindst en uge at fremstille. Christine er ikke i tvivl om sit arbejdes værdi og kender godt sit ry. Hun arbejder bevidst med design og forsyner alt, hvad hun laver, med sit personlige logo, som også findes på hendes stilsikre business-card.

Hun viser sit sidste værk frem: en fantastisk vest, syet af skind fra renernes ben med en krave af vildmink. Hun skal have 12.000 for den og er ikke i tvivl om, at den bliver solgt, for turisterne, især tyskere, kører gerne den lange vej ud til den lille sameby i skoven for at hilse på og handle. Og de er velkomne, for Christine er en moderne forretningskvinde, selv om hun utvivlsomt også er en ægte same med rener og det hele.

Og hun glemmer aldrig, at Brändåsen i virkeligheden er et tvangsforflyttet samfund. I 1954 blev samerne hentet ned fra deres bopladser ved Käringsjöen, 20 km længere oppe i fjeldet mod grænsen til Norge, og anbragt her af de svenske myndigheder, som havde besluttet, at deres gamle levesteder skulle laves om til et naturreservat.

Deres gamle bosteder blev revet ned. Nu bor de her i en ren sameby, den sydligste i Sverige, og gæster er velkomne, også til renslagtningerne, som foregår i byens runde renfold. Den er tom nu, for samerne må ikke længere slagte deres rener uden dyrlæger, og de arbejder ikke lørdag/søndag.

Christines datter Marja går i skole i Tännäs, 15 kilometer væk. Hun fortæller, at det ikke længere er en mobninggrund at være same i svensk skole. Ingen råber »jävla lapp« efter hende. Nu bliver hendes identitet nærmest bekræftet den anden vej rundt, for det er altid samerne, som må holde for, når der skal fortælles 'interessante' historier om urfolk, rener og livet i fjeldskoven. Men det er okay, mener hun. Hun ved i hvert fald, hvem hun er, og er ikke i tvivl om sit eget værd.

Samerne kommer man lettest i kontakt med via deres nyoprettede samecenter, Galltije, som ligger i den tidligere toldbygning på Köbmangatan 58 i Östersund, hvor det spraglede samiske flag med polarcirklen nu vajer.

Her arbejder Reino Jillker, som er den ny tids same. Han er 44 år, uddannet civiløkonom og journalist og er nu en del af samecentrets ledelse. Reino kan ikke tale samisk, men både hans far og hans mor er samer (hvilket er ved at være en usædvanlig ting på grund af den store indgiftning).

Han er svensk uddannet og mangler fuldstændig tilknytning til renhold eller anden traditionel samisk kultur, og han har en svensk samleverske og svenske venner. Hvorfor er han same? Og ville han være same, hvis den traditionelle, renholdende kerne af samer forsvandt? Han er ikke i tvivl. »Jeg er same, fordi svenskerne har gjort mig til det,« forklarer han.

Hele hans skolegang indtil gymnasiet var præget af mobning og slagsmål, og han oplevede ofte, at der blev råbt efter hans forældre på gaden. »Jeg fik tampet min samiskhed ind af det omgivende samfund.« Men hvorfor ikke bare opgive og tilpasse sig svenskerne? Reino ser på mig med et lille, smil i sit samefjæs: »Hvorfor bliver I danskere ikke bare tyskere? Eller svenskere for den sags skyld?«

Jeg prøver at finde et godt svar, men det er ikke let. Eva med sine rener og sit museum, Christine med sine pelse og tasker og civiløkonomen Reino hænger sammen på en uudgrundelig, men absolut følelig måde. Her i Härjedalen begynder deres Sápmi, og vi må gerne besøge dem, hvis vi ønsker at vende hjem med mere end turistindustriens præfabrikerede underholdningsoplevelser.

Reino har givet mig en folder, der oplyser, at jeg for hundrede kroner kan blive fadder til en renkalv, hvis jeg ønsker at støtte samerne. Tænk at få sin egen ren - det var måske en idé! Her i begyndelsen af november falder sneen allerede i fjeldskoven. Jeg er på vej hjem, men jeg vil hellere end gerne vende tilbage med et par ski på nakken.